Økonomien styrer universitetet og skaber en ledelsesstruktur præget af frygt og tavshed. Det skinner tydeligt igennem ved de seneste fyringer. Thomas Højrup, nu påtænkt afskediget professor, beretter her fra indersiden af undervisergangen.
Skrevet af Thomas Højrup, professor ved SAXO
Når man står over en modstander, er
det altid vigtigt at finde ud af, hvem han er, og hvad det er bag ham, der
skaber ulykkerne. Man kan sige, at det er en kortsynet regering, der ikke
satser på videnssamfundet, en regering og en herskende neoliberal opinion, som
Ulf og Ralf gør hvad de kan for at bremse i at skade vort universitet. Man kan
også sige, at vi har haft en universitetsbestyrelse, der ikke allerede for
længe siden tog højde for, at en venstreregering ville negere den forrige
regerings politik og sætte ind med massive besparelser selv på
universitetsforskning og -undervisning. Set i bakspejlet ville en forudseende
ledelse i tide have bygget reserver op til at overleve en sandsynlig
nedskæringspolitik i stedet for at bruge dem op, mens vi var under en
socialdemokratisk og radikalt ledet regering med dårlige opinionstal og ringe
chancer for at blive genvalgt.
Men før man angriber vore dekaner og
rektor, og beskylder dem for dårlig ledelse, så er det måske klogt at betragte
ledelsen ikke som uansvarlige personer, men som en ledelsestype, der er skabt
af styreformen (og ikke omvendt) og som handler rationelt i dens ånd (men ikke
nødvendigvis elsker denne ånd). Det er for vort fakultets vedkommende første
gang, vi i den grad mærker konsekvenserne af universitetsloven, der afløste
styrelsesloven af 1970 (som man næsten lige skal Google for at se kontrasten
til situationen i dag). Universitetsloven og dens revision i 2005 erstattede
den demokratiske styreform med et direktørstyre, hvis virkemåde slår tydeligt
igennem nu. Det andet vi mærker er, at der er principiel forskel på at fyre en
medarbejder pga. dennes adfærd og at fyre mange medarbejdere på grund af
virksomhedens økonomiske situation. Den første skal personligt begrundes, det
skal den anden ikke.
Fordi der i vores tilfælde er tale om
afskedigelser grundet ”institutionens situation” (hård nedskæring), kan de, der
afskediges, ikke få nogen begrundelse for, hvorfor de
er udvalgt. Det må kun være en økonomisk grund, ingen personlige forhold.
Samtidig skal valget hvile på en vurdering af tre parametres betydning for
hvem, der skal varetage faget fremover, det er: faglige kvalifikationer,
opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer. Modsigelsen imellem disse to
udsagn er eklatant, og den ophæves kun på den nedrige måde, at ”institutionens
situation” indebærer, at kun lederen må kende grunden til, at lederen har valgt
at ramme bestemte fag og personer for at nå sit nedskæringsmål. Den ansættende
og afskedigende person er dekanen.
Fra demokrati til direktørstyre
Det betyder at den mest
indflydelsesrige planlægning i årtier af, hvordan fakultetets (og hele
universitetets) videnskabelige sammensætning, satsning, prioritering mv. skal
tilrettelægges (med følger på meget lang sigt), foretages og besluttes af
dekanen uden pligt til at oplyse nogen andre om grundene til de trufne
beslutninger. Det er en horribel måde at planlægge en videns-institutions
udvikling på og den står i skarp kontrast til, hvordan det blev gjort gennem et
halvt årtusinde under de gamle styrelseslove. Her var en dekan valgt af
videnskabsfolkene, ligesom en rektor var det – og i nyere tid institutlederne.
Det var en konstitution, som sikrede, at de valgte ledere skulle planlægge
universitets udvikling, prioriteringer mv. på grundlag af den videnskabelige
udvikling, som kollegiet af fagfolk konstant drøftede og arbejdede med.
Jeg var
selv institutleder under den gamle styrelseslov og vi traf vigtige beslutninger
om fagenes udvikling, prioriteringer af nye og gamle fagområder osv. drevet af
intense drøftelser mellem fagfolkene om, hvor det kunne betale sig at satse for
at nå ny indsigt og ny anvendelse af videnskab og forskning. Det var en kunst
at være dekan, fordi alt dette skulle gå op i en højere enhed, som kunne tåle
dagens lys, som man kunne argumentere offentligt for og som hver eneste
medarbejder og hver eneste student kunne få oplyst, tage stilling til og have
indflydelse på.
Med den nye universitetslov (som
interessant nok både R og DF stemte imod) blev hele beslutningskompetencen
samlet på de tre niveauer (med hver deres rådgivende organer) under en
bestyrelse. Det er: rektor, dekaner og institutledere. De kan for hver deres
underordnede enevældigt beslutte det, de finder bedst. Som en direktør kan det,
der har fået delegeret beslutningskompetencen over virksomheden af sin
bestyrelse. Og som står til ansvar for sine beslutninger. Hvis hans bestyrelse
ikke mener, han har varetaget det ansvar at skabe det gode resultat (ifølge
resultatkontrakten mv.) så vil han blive fyret. Det samme gælder i dag for de
”dekaner”, der har fået rollen som direktører i denne forstand, modsat en
demokratisk valgt og fungerende universitets-dekan.
Ved siden af denne ledelsesstruktur
har vi fra 1500-årene den meritering, som har ren fagvidenskabelig karakter.
Her er det forskningsresultater og videnskabelig indsats, der er det afgørende
– det er derfor vi udarbejder og bedømmer og forsvarer afhandlinger lige fra
specialer til doktordisputatser. Hertil svarer de forskellige stillingskategorier
efter kandidatniveauet, som går over stipendiat, adjunkt, lektor og docent til
professor. Det lægges et enormt arbejde i denne – den indholdsmæssige og
videnskabelige – side af universitetet, og det er den, der skal sikre
ansættelse af de rigtige medarbejdere. Det nye er, at med den nye
universitetslov fik lederne (rektor, dekaner og institutledere) hånds- og
halsret over de videnskabelige medarbejdere.
Det er dette, vi ser i en krisetid som nu: Alene ved et påbud fra minister til
rektor om en bestemt besparelsesprocent får lederne til opgave at skille sig af
med de forskere og undervisere, som lederen ikke selv betragter som nødvendige
for at køre videre. Og en dekan skal træffe sin beslutning uden at oplyse
hverken de implicerede eller fagmiljøet eller de studerende om noget som helst
om den konkrete grund til at skære den enkelte medarbejder eller faglighed
bort.
Fordi det er forbudt at træffe afgørelsen ud fra alt andet end økonomiske
overvejelser, er vi tilbage ved modsigelsen imellem 1) en ren økonomisk grund
og 2) lederens vurdering af de nødvendige faglige kvalifikationer,
opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer. Som ingen af os har krav på og
mulighed for at få at vide af lederen.
Usikkerhed, tavshed og frygt
Det er den måde, hvorpå vore
universiteter nu ledes. Og et slemt resultat er, at ingen længere skal føle sig
sikre på at de forbliver ansat. Ved at udpege succesfulde professorer og
lektorer til afskedigelse – folk der leverer videnskabelige resultater, god
undervisning og trækker fondspenge til huset - viser ledelsen samtlige
medarbejdere, at ingen længere kan føle og skabe sig tryghed i ansættelsen ved
at være gode fagfolk.
En dekan-direktør kan med ”økonomi” som grund (være
tvunget til at) fyre hvem som helst uden nogen faglig begrundelse. Det vil
sige, at enhver vil for fremtiden kunne frygte at blive valgt ud til
afskedigelse helt uden hensyn til, hvilken indsats hun og han har lagt i at
udarbejde en afhandling (phd. eller disputats), blive lektor eller docent eller
professor, yde en god undervisning, trække fondsmidler til faget osv.
Faktisk
er den eneste måde at sikre sig imod at blive sat på gaden at gøre sig til den
til enhver tid værende leders aller bedste ven. Det er måske på kort sigt
praktisk for den eneansvarlige leder, men det dårligst tænkelige grundlag for
et frugtbart og engageret og sagligt miljø af forskere og undervisere! Og
dermed for at være leder. Frygt som ledelsesredskab og venne-tjenester til
lederen som den enkelte medarbejders eneste middel til at skabe tryghed, det er
hvad vi må leve med, så længe den nye styrelseslov får lov at være det legitime
grundlag for universitetet.
Hvor længe vil vi finde os i det? Og hvor
længe vil dekaner og rektor, universitetets ledelse, bestyrelse og folketingets
partier? Og offentligheden? Det er vist til de sidste to niveauer vi
fremover skal rette vores henvendelser for at komme videre med det principielle
i sagen og angrebene, der rammer os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar