onsdag den 13. april 2016

Kom med dine midler

Viden er magt, viden er midler til modstand. Send os din artikel, dit digt, dit billede eller andre midler til midlertilmodstand@gmail.com senest d. 1. maj.

Skrevet af Silas L. Marker





Første nummer af Midler udkom i marts og har været en stor succes. Nu er vi i gang med Midler #2, og vi vil meget gerne dele dine midler – enten i det trykte blad, på bloggen eller begge steder. 

Vi har ikke nogen specifikke krav til, hvad artiklerne skal handle om; bare de er midler til modstand. Derfor kan din artikel både være argumenter mod nedskæringerne, en opfordring til handling mod dem, en beretning om nedskæringernes konsekvenser eller noget fjerde. Vi modtager også meget gerne billeder, digte, videoer eller andet, der kan inspirere andre studerende og ansatte. Se evt. de andre artikler her på bloggen for inspiration. 

Bladet er for alle, der er interesserede i at forbedre vores vilkår. Derfor håber vi på, at du vil skrive til os, uanset om du er studerende eller ansat, og uanset hvilke politiske holdninger du i øvrigt har. Du behøver heller ikke at være en ferm, rutineret skribent; bare du har noget på hjerte. 

Midler er ikke bare endnu et videnskabeligt tidsskrift på universitetet. Vi er et medium for det arbejde, der er nødvendigt for at standse forringelserne og redde universitetet. Derfor er målet med bladet også at engagere andre ansatte og studerende. Vores artikler skal give viden og inspiration til kampen, og vi håber, at du vil dele din viden, inspiration, holdninger og erfaringer med os.

Send dine midler til midlertilmodstand@gmail.com senest d. 1. maj.

onsdag den 6. april 2016

Når nok er nok – en fortælling fra blokaden

Når politikerne slår på os, må vi slå igen. Karakterkrav vil blokere for adgangen til gymnasiet, så en mandag morgen blokerede vi deres ministerium.

Skrevet Sally Morks









Det er mandag morgen, og klokken er 6:15. Mens solen langsomt stiger op, og gør skyerne let rosa, cykler vi 3 styks aktivister mod Frederiksholms kanal. Vi skal ind og blokere undervisnings-ministeriet. Blokere rigtigt. Vi har aftalt at mødes klokken 7, så vi kan stå klar, når embedsfolk, ministersekretærer og ministeren selv vil ind i bygningen. For det synes vi ikke at de skal.

Det hele starter cirka tirsdagen forinden, hvor vi vender den alvorlige situation - den kommende gymnasiereform. Selvom reformen endnu ikke er fremlagt, ved vi allerede nu, at den kommer til at indeholde et karakterkrav på 4 til gymnasiet. I praksis betyder det, at 10% af os ikke vil kunne komme ind på gymnasiet, at 26% af HF'erne ikke vil kunne gå på HF, og at 28% af os, hvis elever forældre er indvandrere, ikke vil have adgang til en gymnasial uddannelse. Derfor bliver vi enige om, at vi må handle. Vi bliver enige om, at det er slut med at være søde, og sætter os for, at blokere for undervisningsministeriet. Vores logik er ret simpel - hvis politikerne vil blokere for vores adgang til uddannelse, er der kun én ting at gøre - at blokere for deres politik.