Når nok er nok – en fortælling fra blokaden

Når politikerne slår på os, må vi slå igen. Karakterkrav vil blokere for adgangen til gymnasiet, så en mandag morgen blokerede vi deres ministerium.

Skrevet Sally Morks

Det er mandag morgen, og klokken er 6:15. Mens solen langsomt stiger op, og gør skyerne let rosa, cykler vi 3 styks aktivister mod Frederiksholms kanal. Vi skal ind og blokere undervisnings-ministeriet. Blokere rigtigt. Vi har aftalt at mødes klokken 7, så vi kan stå klar, når embedsfolk, ministersekretærer og ministeren selv vil ind i bygningen. For det synes vi ikke at de skal.

Det hele starter cirka tirsdagen forinden, hvor vi vender den alvorlige situation - den kommende gymnasiereform. Selvom reformen endnu ikke er fremlagt, ved vi allerede nu, at den kommer til at indeholde et karakterkrav på 4 til gymnasiet. I praksis betyder det, at 10% af os ikke vil kunne komme ind på gymnasiet, at 26% af HF'erne ikke vil kunne gå på HF, og at 28% af os, hvis elever forældre er indvandrere, ikke vil have adgang til en gymnasial uddannelse. Derfor bliver vi enige om, at vi må handle. Vi bliver enige om, at det er slut med at være søde, og sætter os for, at blokere for undervisningsministeriet. Vores logik er ret simpel - hvis politikerne vil blokere for vores adgang til uddannelse, er der kun én ting at gøre - at blokere for deres politik.

Derfor er vi nu på vej mod undervisningsministeriet. Til vores store glæde er de første 20 personer allerede dukket op, når vi ankommer med lydanlægget lidt i 7. Frem mod 07.15 kommer kun endnu flere til, og vi når op på, at være omkring 70 personer. Her står vi så, 70 mennesker på en mild mandag morgen klar til at blokere for undervisningsministeriet. Måske først her, går det rigtigt op for os, hvad der er vi skal til at gøre - blokere for alvor. Først samles vi alle, og der bliver demonstreret, hvordan vi laver en kæde, som er svær for politiet at bryde. Så fordeler vi os ud på ministeriets seks indgange. Og så står vi ellers der.

Den første halve time sker der ikke så meget - nogle croissanter og kopper kaffe bliver delt rundt til de morgenfriske aktivister, og det hele føles lidt for let. Imens vi har stået der, har der dannet sig en fin voksende kø af biler som gerne vil ind til ministeriet. G4S-vagterne har tilkaldt politiet. I starten dukker en politibil op, og det er næsten lidt sødt, hvis de tror at de kan være 2 betjente om at fjerne os. Der går desværre ikke lang tid, før flere politibiler dukker op. Kun et kvarter senere må vi se os slået - for nu. Blokaden bliver i ro og mag ryddet, og vi bliver trukket væk én for én. Biler og mennesker kan for en kort stund atter komme ind i ministeriet og lave elevfjendsk politik.

Men som skrevet; vi blokerer ikke for sjov. Selvom en del allerede har fået adgang til ministeriet, er det vigtigt for os at understrege, at det her ikke er en leg, og at vi ikke trækker os, bare fordi politiet fjerner os en enkelt gang. Efter en time vender vi derfor tilbage og stiller os op igen. Denne gang går det knap så stille. Politiet er blevet trætte af os, og deres stramme indsatsleder ser særdeles tilfreds ud, da vi endnu en gang bliver slæbt væk. Denne gang langt mere aggressivt - både fysisk og verbalt.

Selvom det ikke er politiet, der er vores rigtige fjende, ser vi det som et godt tegn, at de ikke kan lide os. Hvis vores aktion var harmløs, ville de være ligeglade, men det er de ikke.

Hvorfor gøre noget ulovligt?

At skiftende regeringer har ønsket at indføre karakterkrav på gymnasierne er ikke noget nyt. Det er vores protester heller ikke. Igennem de sidste to år har vi brugt utallige timer på at arrangere symbolske aktioner, skrive skarpe debatindlæg, deltage i ligegyldige konferencer og tage til møde efter møde med den ene undervisningsordfører efter den anden. Når vi ser tilbage på de brugte timer kan det desværre synes mere eller mindre ligegyldigt. For hvad har det nyttet? Desværre nok rigtig lidt. I hvert fald ikke nok.

Men lad os skrue tiden tilbage, og se på tre store bevægelser og begivenheder gennem de sidste par år - og deres resultater.

• I 2013 samlede man over 100.000 underskrifter imod offentlighedsloven - blev den vedtaget? 
• Tilbage i efteråret 2015, samlede Uddannelsesalliancen over 40.000 demonstranter og nedlage undervisningen på mere end 110 ungdomsuddannelser imod nedskæringer på uddannelse - hvor langt nåede vi med det? 
• Under lærerlockouten i 2013 samlede man blandt andet omkring 100.000 demonstranter på slotspladsen - greb regeringen ind til fordel for bevægelsen? 

Hertil vil svarene være henholdsvis: Ja, meget meget kort og nej.

Pointen er, at vi har set ok store bevægelser, som på den ene eller anden måde har gjort noget ekstraordinært i deres kamp - samlet masserne for deres sag, og alligevel ikke har opnået sejr.

Har vi i elev- og studenterbevægelsen brugt for meget tid på at lave store demonstrationer, lækre annoncer og fundet på kreative aktioner i vores kamp? Måske. Det er ikke fordi vi ikke skal lave demonstrationer, annoncer og aktioner, men det gør os ikke farlige. Det gør ikke, at skiftende regeringer er blevet nødt til at imødekomme vores krav.

Det er vigtigt at understrege, at der for os ikke er nogen selvstændig pointe i at lave ulovlige aktiviteter. En aktion er ikke god, fordi den er ulovlig. En aktion er god, hvis den skaber resultater. Her må vi erkende, at det, som kan trykke på politikernes 2.000-kroners sko nok desværre fra tid til anden vil være ulovligt. Men hey, 'sådan er det jo'.

Er gymnasiet for de lærde blot?

At udføre en ulovlig handling har som skrevet både en stor og lille betydning for os. At spørgsmålet om karakterkravet er stort for os, gør uden tvivl, at vi i mindre grad bekymrer os om lovligheden i vores handlinger. Men hvorfor er netop spørgsmålet om karakterkrav specielt?

At indføre karakterkrav ændrer ved grundforståelsen af uddannelse som en ret alle har og gør det til et privilegium for en lille gruppe. Jo mere vi forstår uddannelse som et privilegium, jo mere må vi ligeledes finde os i. Vi skal ikke brokke os over dårlige uddannelser - hvis den ikke er god, er der nok en anden som godt ville tage den.

Mange borgerlige politikere argumenter for, at hvis man virkelig vil, kan man sagtens opnå karakteren 4, og det er i snævert perspektiv måske ikke løgn. Men det er heller ikke sandt. Det er vigtigt at forstå vores karakterskala rigtigt; der er nødvendigvis nogen, som skal have 02 i karakter, og der er derfor også nødvendigvis nogen, som skal nægtes adgang til gymnasiale uddannelser. Derfor kan du som individ måske godt kæmpe dig op fra et lavt udgangspunkt - men alle kan ikke gøre det. I sidste ende betyder det, at det er de svageste i vores samfund som vil blive udelukket fra gymnasierne, endnu mere end de i forvejen gør. De vil alt andet lige altid have ringere muligheder for at kæmpe sig frem. Det rige hvide akademikerbarn vil altid kunne få mere hjælp derhjemme, end den ufaglærte indvandrers barn. Arbejderklassen vil altid have ringere muligheder for, at tage den uddannelse de vil, indvandrere vil altid have ringere muligheder for, at tage den uddannelse som de vil, og LGBT-personer vil altid have sværere ved at tage den uddannelse som de vil.

Ser vi spørgsmålet om karakterkrav i en større uddannelsespolitisk kontekst vil vi kunne se et mønster. At indføre karakterkrav til gymnasierne taler perfekt ind i den politiske elites dagsorden. Vi skal konkurrere mere mod hinanden, og vi skal kunne styres bedre efter arbejdsmarkedets behov. Dette er de samme mekanismer som vi ser i den uddannelsespolitik, som bliver ført på de videregående uddannelser. Her fremmer fremdrift og dimenssionering præcis samme dagsorden. Er det et uddannelsessystem, vi vil have?

Den verden vi troede skulle være vores, viste sig at være erhvervslivets og politikernes, og det er tid til at tage den tilbage. I første omgang vil vi bremse karakterkravet. I næste vil vi have mere igen. Mere frihed. Hvad vil du? Og er du parat til at gøre, hvad der skal til?