Om politikkens endeligt og den mulige overskridelse

"Nødvendighedens politik" har dybe rødder i det politiske system. Kasper Milius Brandt prøver i denne analyse at forstå nedskæringerne med hjælp fra blandt andre Ranciere, Honneth og den tyske digter Bertolt Brecht.

Skrevet af af Kasper Milius Brandt

Jeg abonnerer selv på den, nødvendighedens politik. Ikke fordi jeg er tilhænger af den, men fordi den er altoverskyggende i sin karakter, dens projekt er totalitært og giver ikke plads til kritik. Opgøret med den kan ikke isoleres til eller vindes ved et studenteroprør eller et kryds på en stemmeseddel, men må angribes fra alle de, der bliver ramt af dens overgreb.

Det er ingen hemmelighed, at politik i dag synes overvældende marked-sorienteret og politisk visionsløs, men visionsløsheden er blot et symptom på noget mere fundamentalt, som udtryk for et bestemt paradigme, der med stor kraft ikke bare har inspireret de fleste partimedlemmer på blå blok, men i særdeleshed også har hægtet sig på nethinden af venstrefløjspolitikerne, således at de alle nu taler samme sprog. 

 Det er imidlertid en helt bestemt bevægelse der er i gang. Hvad der er særlig interessant ved den er, at den ved første øjekast tager sig ud og fremstilles som værende ikke-ideologisk, altså i nogen grad ikke-politisk, men at den i stedet må forstås som en naturlig udvikling af samfundet så at sige. Jeg vil imidlertid forsøge at anfægte denne neutralitet med et argument om, at netop dé, der erklærer deres igen position for ideologifri, gemmer på en anden og mere menneskelig sandhed.

Nedskæringerne er ikke nødvendige

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet.

Skrevet af Silas L. Marker, filosofistuderende ved Københavns Universitet

Der er mange fortællinger om, hvorfor vi skal skære ned. Uddannelses- og forskningsminister kalder nedskæringerne for ”sunde.” Mest famøst beskyldte Tørnæs’ forgænger vores uddannelser for at være kornfede. Han argumenterede, at der ikke var nogen vej uden om, at vi alle måtte ”vise samfundssind,” og at det nu altså var universitetets tur. 

Nedskæringerne er altså nødvendige, må vi forstå, og så må vi bare bide tænderne sammen, tage ja-hatten på og "tænke på samfundets bedste."

Dermed gør den nuværende venstreregering sig til bannerfører for det paradigme, man populært kan kalde nødvendighedens politik. Nødvendighedens politikere argumenterer ikke ud fra de traditonelle standarder ”godt” og ”skidt,” men bruger nu en objektivitet til at vise, at deres beslutninger ikke er til diskussion. Deres beslutninger er endda slet ikke beslutninger, men rationelle og forventelige reaktioner på objektive, uforanderlige vilkår, som vi bare må indordne os under. 

Inden for logik står nødvendighed i modsætning til mulighed. Siger man, at noget er nødvendigt sandt, hævder man samtidig, at det ikke i nogen anden tænkelig situation kunne være anderledes. Diskussionen, og dermed politikken, er slut.

Nødvendighedens problem er dens ansvarsfraskrivelse. Som Rune Lykkeberg skriver i bogen ”Alle har ret” fra 2012: “Demokratisk set gives der ikke politiske nødvendigheder. De, der hævder en “nødvendighed” har opfundet en “kunstig tredje,” som skal give dem det sidste ord og gøre dem, der taler imod dem, til uansvarlige og ufornuftige.” Den kunstige tredje, ansvarlighedens og nødvendighedens dommer, er diskussionens og politikkens værste fjende. Den afslutter politikken og gør den til administration. En god politiker i dag er ikke liberalist, socialist eller på anden måde ideologisk. Hun er en administrator, der handler ansvarligt i henhold til nødvendigheden. Hun indordner sig efter det fornuftige på samme måde, som man tager regnfrakke på, inden man går ud ad døren en regnvejrsdag. 

Men som den slovenske filosof Slavoj Žižek jævnligt pointerer, er forestillingen om ideologiernes død den mest ideologiske forestilling af dem alle. Der bliver både kæmpet og ført politik – bare mest fra den ene side.  

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet. I virkeligheden kunne regeringen ligeså godt skære i kongehuset, erhvervsstøtten eller ministerlønningerne, eller undlade at købe nye kampfly. Som Rasmus Bro Clemmensen retorisk spørger i sidste nummer af Midler: ”Hvilke af disse ting er så vigtige, at vores samfund må opgive enhver åndelig stræben?” Man har selvfølgelig lov til at mene, at skattelettelser er bedre end god undervisning. Så lad os tage dén diskussion. Men at forringe vores uddannelser med henvisning til en objektiv nødvendighed er at kaste ansvaret fra sig og gøre politik til administration. 

Landvindinger kommer af organiseret vilje

Sociale forandringer er som landvindinger i videnskaben; de opstår ikke spontant, men er resultater af beslutsomme handlinger fra bestemte mennesker, som ikke længere vil stille sig tilfreds med status quo.

Skrevet af Alexander Thorvaldsen, studerende ved statskundskab på KU

Foto: Luna Stage

Det er svært at komme til enten en fest eller en privat sammenkomst med medstuderende, hvor nogen ikke bringer nedskæringer eller fremdriftsreformen op som emne til diskussion. ’Nogen burde fandme gøre noget snart’ er næsten altid konklusionen efter en længere detour omkring det faktum, at vores universitet er godt 500 medarbejdere færre og at vi får mærkbart dårligere uddannelse fremover. En yndlingsunderviser på filosofi har fået en fyreseddel, der er mindre feedback, større hold og stadig for få undervisningstimer til at fylde en uge ud med studiet.

Engang imellem går vi alle nok og håber på, at alle studerende pludselig rejse sig fra klasselokalet og organiserer protester. For så er vi i hvert fald klar. Men så længe naboen ikke gør noget, venter vi passivt på sofaen. Jeg selv er begyndt at udfordre fremmede som venner, selv over fredagsbaren. Jamen det lyder fedt. Hvornår starter vi? Hvem skal med? Hvad tænker du vi kan gøre? Fedt nok. Indkalder du til et møde?

An Overview of the Cutbacks

Why do they cut? And how much? As an international student at a Danish university, it can be hard to get an overview of the economic situation of the university. In this article, we hope to give you some useful insights

Written by Anders Fromm Dall

In 2014, Denmark had 25.546 international students. At university level, international students made up 10 percent of the total number of enrolled students and, since 2008, the total number of international students in Denmark has almost doubled. International students constitute a substantial part of particularly Danish higher education and thus they experience the same kinds of joys, excitements, challenges, tasks, exams, assignments, group work, deadlines, struggles, frustrations and, lately, the same cutbacks as Danish students. With this article, I intend to give a brief overview of the situation as well as kick-start our, as Danish students, willingness and responsibility to share and include the international students in the fight against cutbacks. It is their fight as much as it is ours.