Har DPU en drøm?

Vi studerende har mange drømme om, hvad universitetet skal være, som nedskæringerne gør umulige. Men vi må ikke lade os narre af ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling”.

Skrevet af Julie Johanne Kirkegaard, studerende på pædagogisk filosofi (DPU)

Jeg drømmer om et sted, hvor et kursus som ”udvikling af uddannelse og andre læringsarenaer” handler om at overskride den hidtidige tænkning, bryde med de eksisterende rammer og tænke uddannelse på nye måder – og ikke blot om et læringsforløb bedst evalueres kvantitativt eller kvalitativt. Jeg drømmer om et sted, der tør eksperimentere med forskellige undervisningsformer og læringsforløb, som tør medtænke læringsstile, mentorordninger, studieporteføljer – ikke fordi det (måske) øger læringen, men fordi et institut, der kalder sig selv Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse har pligt til at eksperimentere undersøgende og kritisk. Og ikke som nu, hvor undervisningen i bedste fald begrænser sig til en fængende forelæsning efterfulgt af livlig debat og i værste fald: En død oplæsning af 40 powerpoint slides.  

Jeg drømmer om et sted, hvor én forskers kritiske indlæg om en anden forskers arbejde ikke reduceres til et spørgsmål om kollegial mobning, men imødekommes af en offentlig paradigmestrid, hvor forskellige faglige værdier og standarder kan komme til orde, synliggøres og debatteres. 

Tal magten imod

Lad DPU være et sted for engagerede pædagoger og lærere, praktikere og teoretikere, dem der tør og vil reformere det danske uddannelsessystem, dem der kan deres Grundtvig og Koch og Humboldt og Habermas, deres Foucault, Kant og Ziehe. Dem der ikke er bange for at bruge deres viden og visdom og som – med egne øjne – har set, hvad vuggestuer, børnehaver, institutioner, pædagogiske relationer og arbejdspladser kalder på. Lad dem ikke være bange for at tage visionerne i egen hånd og tale magten imod. 

Et demokratisk DPU

Lad DPU være stedet, hvor de studerende skriver deres egne studieordninger, sidder med ved ledelsens møder og bliver ved med at insistere på at blive hørt og på at lige netop deres uddannelse skal adressere fremtidens udfordringer: Det globale, økologiske, sociale og etiske ansvar. Lad alle DPUs dannelsestænkere tale Egelund og co. imod: Danmark kan ikke betragtes som en virksomhed, og DPU er ikke en af dens underafdelinger. Lad alt andet end pædagogik og uddannelse (og jeg tilføjer: filosofi og kunst) bekymre sig om profit. 

De studerende er ikke bare x-antal ECTS point og penge, der udløses ved kasse et, så snart eksamen er i hus. Vi fatter, hvad der foregår. Vi ser, hvordan gennemsigtigheden, fagligheden og i sidste ende demokratiet trues, allerede er ved at vælte, og vi læser om de tanker, det hele vælter fra, og vi oplever, hvilke menneskelige og samfundsmæssige omkostninger kaosset forårsager. 

Tag ansvar

Lad være med at pakke det ind i ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling” – vi kender godt konkurrencestatslogikken og New Public Management, og lad mig høre fra den, der kan argumentere for, at pædagogik og uddannelse er forenelige med disse tankesystemers grundstrukturer. 

Selvom pengene er mindre, er ingen ledelse, og slet ikke på DPU, frataget ansvaret for at tænke i mere og andet end simpel tallogik. Gør de det, tager de ikke deres eget instituts faglighed alvorligt – i værste fald forråder de både institut og fremtid. 

Drømmene ses tydeligst om natten, når politikerne sover,  men de må artikuleres og virkeliggøres i dagslys: Den hånd, som ledelsen på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse har oppe i ryggen, må ud. Universitets faglige autonomi og autoritet må tilbage. 

Forsvar den professionelle værdighed

Her i nedskæringstiderne må vi studerende og ansatte på universitetet finde nye måder at gøre modstand på sammen, fortæller Steen Nepper Larsen.

Skrevet af Steen Nepper Larsen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) har skrevet nogle mindeværdige, stedsegrønne og slagkraftige ord i kapitel 21: “Twenty-First Series of the Event” i værket The Logic of Sense: 

“Either ethics makes no sense at all, or this is what it means and has nothing else to say: not to be unworthy of what happens to us.” 

Disse ord rammer hovedet på sømmet. Stående over for tåbelige og økonomisk-kortåndede fyringer, fremdriftsreformens skandaløse hærgen, dramatiske indskrænkninger i vejledningstiden og den kommende ødelæggelse af censureringsinstitutionen med krænkelse af de studerende retssikkerhed til følge, må både universitetsansatte og studerende spørge sig selv og hinanden: hvordan undgår vi at blive uværdige til det, der sker med os? De ovennævnte ’begivenheder’, der vælter ned over os, har vi umiddelbart ingen indflydelse på – ej heller har vi ønsket dem. Men stående over for og midt i dem må vi drøfte, hvordan de kan betvivles, modarbejdes og i bedste fald deletes. 

Mens vi træner os i den offentlige brug af fornuften, som den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) proklamerede, og foretager en kølig samtidsdiagnostisk kortlægning den anmassende videnspolitik, de mange policytekster og den aktuelle udmøntning af uføret i institutionelle tvangsmaskiner, kan vi så passende overveje, hvad sammenhængen måtte være mellem civil courage (borgeren og privatmenneskets højlydte ubehag) og den professionelle værdighed (knyttende sig til forvaltningen af et embede og forsvaret af universitetet som tænkende institution). Efter min mening hænger de to afsæt for den politiske protest intimt sammen. 

Protesterne mod den helt klart (universitets)politisk villede og dagklart-bevidste ødelæggelse af universitetet kalder på både den virile, civile courage og en værdig professionalisme. Men modet og det intellektuelle knofedt er ikke nok. Vi må også til at opfinde nye måder at artikulere vi’et på, som en anden fransk filosof Jean-Luc Nancy (f. 1940) udtrykker sig – dvs. nye måder at forene de studerendes og universitetslærerne nødvendige modstand på: l’articulation de nous.

Læs Midlers anmeldelse af Steen Nepper Larsens nye bog 'At ville noget med nogen' her.

Hvor placerer vi skylden?

At vi nu slås med nedskæringer, er udtryk for en dybereliggende problematik. Den har enorme konsekvenser, og vi er derfor nødt til at gøre op med den måde, universitetet styret på.

Skrevet af Tor Stene-Jul Rasmussen, studerende ved europæisk etnologi

Jeg har været tilknyttet Københavns Universitet som studerende siden 2010. I den tid har jeg, ligesom mange af mine medstuderende, deltaget i flere protester og demonstrationer mod nedskæringer på de videregående uddannelser. I samme periode har landet været ledet af tre forskellige regeringer, med endnu flere uddannelses- og forskningsministre, hvilket giver anledning til en kedelig erkendelse. Nemlig den, at skylden ikke udelukkende kan placeres hos den til enhver tid siddende regering eller minister. Problematikken lader med andre ord til, at være mere sejlivet end et regeringsgrundlag.

Mere end ECTS-point, pensumafliring og CV-akkumulation

I næste nummer af Midler bringer vi en artikel fra bogaktuelle Steen Nepper Larsen. Anne-Sophie fra Midlers redaktion anmelder i denne artikel hans nye bog At ville noget med nogen.

Skrevet af Anne-Sophie Sørup Nielsen

Politisk debattør, forfatter og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Steen Nepper Larsen er aktuel med en ny bog under titlen At ville noget med nogen (1). Bogen er en grundig og bredtfavnende overvejelse over, hvad vi skal forstå ved begrebet dannelse, hvordan traditionen har behandlet begrebet og hvordan vi bør tænke dannelse overfor uddannelse. Bogens skrivestil giver til tider læseren fornemmelsen af at læse et rytmisk og energisk filosofisk digt, der i sin helhed udgør et udførligt svar på det sokratiske spørgsmål ’hvad er dannelse?'. Der er tydeligvis tænkt over, at sproget skal være sprødt og næsten taktilt, sprællevende og uddannende i sig selv, hvilket ses i hans brug af filosofiske fagtermer, udrydningstruede ord og tyske citater.