Skrevet af Tor Stene-Jul Rasmussen, studerende ved europæisk etnologi
Jeg har været tilknyttet Københavns Universitet som studerende siden 2010. I den tid har jeg, ligesom mange af mine medstuderende, deltaget i flere protester og demonstrationer mod nedskæringer på de videregående uddannelser. I samme periode har landet været ledet af tre forskellige regeringer, med endnu flere uddannelses- og forskningsministre, hvilket giver anledning til en kedelig erkendelse. Nemlig den, at skylden ikke udelukkende kan placeres hos den til enhver tid siddende regering eller minister. Problematikken lader med andre ord til, at være mere sejlivet end et regeringsgrundlag.
Nedskæringerne skader arbejdsmiljøet
De aktuelle besparelser vil unægteligt have en negativ indvirkning på de enkelte fag og institutter. Nogle fag er truet af lukning, mens andre er nødsaget til at sænke optaget af studerende. Listen over personalefyringer er lang og inkluderer forskere og undervisere, der har høstet både intern og ekstern anerkendelse for deres evne til at forske og formidle. Der er med andre ord tale om ansatte, som udmærker sig indenfor discipliner, som er ganske nødvendige for ethvert universitetsfag. Ved at skille sig af med det højt profilerede personale, som både forstår at bedrive og formidle banebrydende forskning, sendes der ikke alene et uheldigt signal til os der har vores dagligdag på universitetet - men også til omverdenen.
Når besparelserne rammer det højtprofilerede personale, må der stilles spørgsmålstegn ved, hvilket arbejdsmiljø de enkelte fag og institutter efterlades med - især når man overvejer, hvor ofte der er blevet annonceret sparerunder på universiteterne i de senere år. Hvordan kan et universitetet være en tryg arbejdsplads for forskere og undervisere, når der jævnligt bliver varslet sparerunder?
Problemet er dybereliggende
Den aktuelle konflikt er i mine øjne således blot et symptom, som har rodfæste i en dybereliggende problematik. Så længe vi stiller os tilfredse med blot at kritisere den synlige del af problematikken (den siddende regering eller minister) vil der med jævne mellemrum vokse nye konflikter frem - ligesom det har været tilfældet i de senere år. Min pointe er, at når vi studerende gang på gang føler os nødsaget til at demonstrere og protestere over nedskæringer på vores uddannelser, så nytter det ikke noget, hvis vi stiller os tilfredse med en forsimplet forståelse af problematikken, hvor en given minister i en given regering får hele skylden. En regering er midlertidig, en minister er (endnu mere) midlertidig - men problematikken består.
Hvis universiteterne skal vise sig mere levedygtige, end den til enhver tid siddende regering, så må de også have mulighed for, at handle mere langsigtet end de 4 år et regeringsgrundlag eksisterer. Der er, med andre ord, behov for et principielt opgør med den måde, hvorpå skiftende regeringer og ministre, sætter deres præg på universiteternes struktur. Det vidner om en styreform, der er designet til at implementere politiske hensyn, uden hensynstagen til universiteternes fremtid.
Resultatet af denne styreform vil til enhver tid være præget af en utryghed, der altså forplanter sig hele vejen fra toppen, via de ansatte og ned til os studerende. I kommentaren “Pletvis skyet og hård vind”, der blev publiceret i Universitetsavisen d. 11. april, bekræfter rektor Ralf Hemmingsen og universitetsdirektør Jesper Olesen denne tendens, da de skriver: “Hvis medarbejderne og studerende føler en vis usikkerhed lure i årene frem, kan ingen bebrejde dem”, så selv den øverste ledelse er altså bekendt med problemet. Vi bør imidlertid stille spørgsmålstegn ved, om en styreform, der giver anledning til et utrygt og turbulent arbejds- og studiemiljø, skal være udgangspunktet for Danmarks universitetsuddannelser?
Nedskæringer fører til brain drain
Når skiftende regeringer varsler nedskæringer, reformer og skærpelse af kravene til optag og forskning, så bliver universitetet snart så uattraktivt et sted, at både ansatte og studerende søger mod udlandet. En sådan udflytning indebærer ikke blot et massivt “brain drain” i form af forskere, der tager deres unikke forskning med sig, men også en udvandring af unge mennesker, dvs. fremtidens arbejdsstyrke, som finder mere attraktive græsgange i udlandet. Den bekymring får ikke megen opmærksomhed i samfundsdebatten, hvor man tværtom lader til at tro, at de unge mennesker og forskere bare vil flytte til andre uddannelser og erhverv, som i øjeblikket står den politiske agenda nærmere.
Det er jo netop fordi, at vi gerne vil indgå i samfundet på en måde, der giver mening for både os selv og andre, at vi tilbringer adskillelige år på læsesalen. Men hvis vilkårene for, at dette liv kan realiseres gang på gang forringes, så bliver det svært at overbevise os om at blive i Danmark. Jeg forestiller mig i øvrigt, at det samme gør sig gældende for de højt profilerede forskere, der i disse tider må lede efter nye arbejdspladser.
Spørgsmålet må derfor være, om Danmark kan undvære os? - Og ikke omvendt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar