Om politikkens endeligt og den mulige overskridelse

"Nødvendighedens politik" har dybe rødder i det politiske system. Kasper Milius Brandt prøver i denne analyse at forstå nedskæringerne med hjælp fra blandt andre Ranciere, Honneth og den tyske digter Bertolt Brecht.

Skrevet af af Kasper Milius Brandt

Jeg abonnerer selv på den, nødvendighedens politik. Ikke fordi jeg er tilhænger af den, men fordi den er altoverskyggende i sin karakter, dens projekt er totalitært og giver ikke plads til kritik. Opgøret med den kan ikke isoleres til eller vindes ved et studenteroprør eller et kryds på en stemmeseddel, men må angribes fra alle de, der bliver ramt af dens overgreb.

Det er ingen hemmelighed, at politik i dag synes overvældende marked-sorienteret og politisk visionsløs, men visionsløsheden er blot et symptom på noget mere fundamentalt, som udtryk for et bestemt paradigme, der med stor kraft ikke bare har inspireret de fleste partimedlemmer på blå blok, men i særdeleshed også har hægtet sig på nethinden af venstrefløjspolitikerne, således at de alle nu taler samme sprog. 

 Det er imidlertid en helt bestemt bevægelse der er i gang. Hvad der er særlig interessant ved den er, at den ved første øjekast tager sig ud og fremstilles som værende ikke-ideologisk, altså i nogen grad ikke-politisk, men at den i stedet må forstås som en naturlig udvikling af samfundet så at sige. Jeg vil imidlertid forsøge at anfægte denne neutralitet med et argument om, at netop dé, der erklærer deres igen position for ideologifri, gemmer på en anden og mere menneskelig sandhed.

Nedskæringerne er ikke nødvendige

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet.

Skrevet af Silas L. Marker, filosofistuderende ved Københavns Universitet

Der er mange fortællinger om, hvorfor vi skal skære ned. Uddannelses- og forskningsminister kalder nedskæringerne for ”sunde.” Mest famøst beskyldte Tørnæs’ forgænger vores uddannelser for at være kornfede. Han argumenterede, at der ikke var nogen vej uden om, at vi alle måtte ”vise samfundssind,” og at det nu altså var universitetets tur. 

Nedskæringerne er altså nødvendige, må vi forstå, og så må vi bare bide tænderne sammen, tage ja-hatten på og "tænke på samfundets bedste."

Dermed gør den nuværende venstreregering sig til bannerfører for det paradigme, man populært kan kalde nødvendighedens politik. Nødvendighedens politikere argumenterer ikke ud fra de traditonelle standarder ”godt” og ”skidt,” men bruger nu en objektivitet til at vise, at deres beslutninger ikke er til diskussion. Deres beslutninger er endda slet ikke beslutninger, men rationelle og forventelige reaktioner på objektive, uforanderlige vilkår, som vi bare må indordne os under. 

Inden for logik står nødvendighed i modsætning til mulighed. Siger man, at noget er nødvendigt sandt, hævder man samtidig, at det ikke i nogen anden tænkelig situation kunne være anderledes. Diskussionen, og dermed politikken, er slut.

Nødvendighedens problem er dens ansvarsfraskrivelse. Som Rune Lykkeberg skriver i bogen ”Alle har ret” fra 2012: “Demokratisk set gives der ikke politiske nødvendigheder. De, der hævder en “nødvendighed” har opfundet en “kunstig tredje,” som skal give dem det sidste ord og gøre dem, der taler imod dem, til uansvarlige og ufornuftige.” Den kunstige tredje, ansvarlighedens og nødvendighedens dommer, er diskussionens og politikkens værste fjende. Den afslutter politikken og gør den til administration. En god politiker i dag er ikke liberalist, socialist eller på anden måde ideologisk. Hun er en administrator, der handler ansvarligt i henhold til nødvendigheden. Hun indordner sig efter det fornuftige på samme måde, som man tager regnfrakke på, inden man går ud ad døren en regnvejrsdag. 

Men som den slovenske filosof Slavoj Žižek jævnligt pointerer, er forestillingen om ideologiernes død den mest ideologiske forestilling af dem alle. Der bliver både kæmpet og ført politik – bare mest fra den ene side.  

At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet. I virkeligheden kunne regeringen ligeså godt skære i kongehuset, erhvervsstøtten eller ministerlønningerne, eller undlade at købe nye kampfly. Som Rasmus Bro Clemmensen retorisk spørger i sidste nummer af Midler: ”Hvilke af disse ting er så vigtige, at vores samfund må opgive enhver åndelig stræben?” Man har selvfølgelig lov til at mene, at skattelettelser er bedre end god undervisning. Så lad os tage dén diskussion. Men at forringe vores uddannelser med henvisning til en objektiv nødvendighed er at kaste ansvaret fra sig og gøre politik til administration. 

Landvindinger kommer af organiseret vilje

Sociale forandringer er som landvindinger i videnskaben; de opstår ikke spontant, men er resultater af beslutsomme handlinger fra bestemte mennesker, som ikke længere vil stille sig tilfreds med status quo.

Skrevet af Alexander Thorvaldsen, studerende ved statskundskab på KU

Foto: Luna Stage

Det er svært at komme til enten en fest eller en privat sammenkomst med medstuderende, hvor nogen ikke bringer nedskæringer eller fremdriftsreformen op som emne til diskussion. ’Nogen burde fandme gøre noget snart’ er næsten altid konklusionen efter en længere detour omkring det faktum, at vores universitet er godt 500 medarbejdere færre og at vi får mærkbart dårligere uddannelse fremover. En yndlingsunderviser på filosofi har fået en fyreseddel, der er mindre feedback, større hold og stadig for få undervisningstimer til at fylde en uge ud med studiet.

Engang imellem går vi alle nok og håber på, at alle studerende pludselig rejse sig fra klasselokalet og organiserer protester. For så er vi i hvert fald klar. Men så længe naboen ikke gør noget, venter vi passivt på sofaen. Jeg selv er begyndt at udfordre fremmede som venner, selv over fredagsbaren. Jamen det lyder fedt. Hvornår starter vi? Hvem skal med? Hvad tænker du vi kan gøre? Fedt nok. Indkalder du til et møde?

An Overview of the Cutbacks

Why do they cut? And how much? As an international student at a Danish university, it can be hard to get an overview of the economic situation of the university. In this article, we hope to give you some useful insights

Written by Anders Fromm Dall

In 2014, Denmark had 25.546 international students. At university level, international students made up 10 percent of the total number of enrolled students and, since 2008, the total number of international students in Denmark has almost doubled. International students constitute a substantial part of particularly Danish higher education and thus they experience the same kinds of joys, excitements, challenges, tasks, exams, assignments, group work, deadlines, struggles, frustrations and, lately, the same cutbacks as Danish students. With this article, I intend to give a brief overview of the situation as well as kick-start our, as Danish students, willingness and responsibility to share and include the international students in the fight against cutbacks. It is their fight as much as it is ours.

Har DPU en drøm?

Vi studerende har mange drømme om, hvad universitetet skal være, som nedskæringerne gør umulige. Men vi må ikke lade os narre af ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling”.

Skrevet af Julie Johanne Kirkegaard, studerende på pædagogisk filosofi (DPU)

Jeg drømmer om et sted, hvor et kursus som ”udvikling af uddannelse og andre læringsarenaer” handler om at overskride den hidtidige tænkning, bryde med de eksisterende rammer og tænke uddannelse på nye måder – og ikke blot om et læringsforløb bedst evalueres kvantitativt eller kvalitativt. Jeg drømmer om et sted, der tør eksperimentere med forskellige undervisningsformer og læringsforløb, som tør medtænke læringsstile, mentorordninger, studieporteføljer – ikke fordi det (måske) øger læringen, men fordi et institut, der kalder sig selv Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse har pligt til at eksperimentere undersøgende og kritisk. Og ikke som nu, hvor undervisningen i bedste fald begrænser sig til en fængende forelæsning efterfulgt af livlig debat og i værste fald: En død oplæsning af 40 powerpoint slides.  

Jeg drømmer om et sted, hvor én forskers kritiske indlæg om en anden forskers arbejde ikke reduceres til et spørgsmål om kollegial mobning, men imødekommes af en offentlig paradigmestrid, hvor forskellige faglige værdier og standarder kan komme til orde, synliggøres og debatteres. 

Tal magten imod

Lad DPU være et sted for engagerede pædagoger og lærere, praktikere og teoretikere, dem der tør og vil reformere det danske uddannelsessystem, dem der kan deres Grundtvig og Koch og Humboldt og Habermas, deres Foucault, Kant og Ziehe. Dem der ikke er bange for at bruge deres viden og visdom og som – med egne øjne – har set, hvad vuggestuer, børnehaver, institutioner, pædagogiske relationer og arbejdspladser kalder på. Lad dem ikke være bange for at tage visionerne i egen hånd og tale magten imod. 

Et demokratisk DPU

Lad DPU være stedet, hvor de studerende skriver deres egne studieordninger, sidder med ved ledelsens møder og bliver ved med at insistere på at blive hørt og på at lige netop deres uddannelse skal adressere fremtidens udfordringer: Det globale, økologiske, sociale og etiske ansvar. Lad alle DPUs dannelsestænkere tale Egelund og co. imod: Danmark kan ikke betragtes som en virksomhed, og DPU er ikke en af dens underafdelinger. Lad alt andet end pædagogik og uddannelse (og jeg tilføjer: filosofi og kunst) bekymre sig om profit. 

De studerende er ikke bare x-antal ECTS point og penge, der udløses ved kasse et, så snart eksamen er i hus. Vi fatter, hvad der foregår. Vi ser, hvordan gennemsigtigheden, fagligheden og i sidste ende demokratiet trues, allerede er ved at vælte, og vi læser om de tanker, det hele vælter fra, og vi oplever, hvilke menneskelige og samfundsmæssige omkostninger kaosset forårsager. 

Tag ansvar

Lad være med at pakke det ind i ord som ”uddannelsesreform” og ”ressourcefordeling” – vi kender godt konkurrencestatslogikken og New Public Management, og lad mig høre fra den, der kan argumentere for, at pædagogik og uddannelse er forenelige med disse tankesystemers grundstrukturer. 

Selvom pengene er mindre, er ingen ledelse, og slet ikke på DPU, frataget ansvaret for at tænke i mere og andet end simpel tallogik. Gør de det, tager de ikke deres eget instituts faglighed alvorligt – i værste fald forråder de både institut og fremtid. 

Drømmene ses tydeligst om natten, når politikerne sover,  men de må artikuleres og virkeliggøres i dagslys: Den hånd, som ledelsen på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse har oppe i ryggen, må ud. Universitets faglige autonomi og autoritet må tilbage. 

Forsvar den professionelle værdighed

Her i nedskæringstiderne må vi studerende og ansatte på universitetet finde nye måder at gøre modstand på sammen, fortæller Steen Nepper Larsen.

Skrevet af Steen Nepper Larsen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) har skrevet nogle mindeværdige, stedsegrønne og slagkraftige ord i kapitel 21: “Twenty-First Series of the Event” i værket The Logic of Sense: 

“Either ethics makes no sense at all, or this is what it means and has nothing else to say: not to be unworthy of what happens to us.” 

Disse ord rammer hovedet på sømmet. Stående over for tåbelige og økonomisk-kortåndede fyringer, fremdriftsreformens skandaløse hærgen, dramatiske indskrænkninger i vejledningstiden og den kommende ødelæggelse af censureringsinstitutionen med krænkelse af de studerende retssikkerhed til følge, må både universitetsansatte og studerende spørge sig selv og hinanden: hvordan undgår vi at blive uværdige til det, der sker med os? De ovennævnte ’begivenheder’, der vælter ned over os, har vi umiddelbart ingen indflydelse på – ej heller har vi ønsket dem. Men stående over for og midt i dem må vi drøfte, hvordan de kan betvivles, modarbejdes og i bedste fald deletes. 

Mens vi træner os i den offentlige brug af fornuften, som den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) proklamerede, og foretager en kølig samtidsdiagnostisk kortlægning den anmassende videnspolitik, de mange policytekster og den aktuelle udmøntning af uføret i institutionelle tvangsmaskiner, kan vi så passende overveje, hvad sammenhængen måtte være mellem civil courage (borgeren og privatmenneskets højlydte ubehag) og den professionelle værdighed (knyttende sig til forvaltningen af et embede og forsvaret af universitetet som tænkende institution). Efter min mening hænger de to afsæt for den politiske protest intimt sammen. 

Protesterne mod den helt klart (universitets)politisk villede og dagklart-bevidste ødelæggelse af universitetet kalder på både den virile, civile courage og en værdig professionalisme. Men modet og det intellektuelle knofedt er ikke nok. Vi må også til at opfinde nye måder at artikulere vi’et på, som en anden fransk filosof Jean-Luc Nancy (f. 1940) udtrykker sig – dvs. nye måder at forene de studerendes og universitetslærerne nødvendige modstand på: l’articulation de nous.

Læs Midlers anmeldelse af Steen Nepper Larsens nye bog 'At ville noget med nogen' her.

Hvor placerer vi skylden?

At vi nu slås med nedskæringer, er udtryk for en dybereliggende problematik. Den har enorme konsekvenser, og vi er derfor nødt til at gøre op med den måde, universitetet styret på.

Skrevet af Tor Stene-Jul Rasmussen, studerende ved europæisk etnologi

Jeg har været tilknyttet Københavns Universitet som studerende siden 2010. I den tid har jeg, ligesom mange af mine medstuderende, deltaget i flere protester og demonstrationer mod nedskæringer på de videregående uddannelser. I samme periode har landet været ledet af tre forskellige regeringer, med endnu flere uddannelses- og forskningsministre, hvilket giver anledning til en kedelig erkendelse. Nemlig den, at skylden ikke udelukkende kan placeres hos den til enhver tid siddende regering eller minister. Problematikken lader med andre ord til, at være mere sejlivet end et regeringsgrundlag.

Mere end ECTS-point, pensumafliring og CV-akkumulation

I næste nummer af Midler bringer vi en artikel fra bogaktuelle Steen Nepper Larsen. Anne-Sophie fra Midlers redaktion anmelder i denne artikel hans nye bog At ville noget med nogen.

Skrevet af Anne-Sophie Sørup Nielsen

Politisk debattør, forfatter og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Steen Nepper Larsen er aktuel med en ny bog under titlen At ville noget med nogen (1). Bogen er en grundig og bredtfavnende overvejelse over, hvad vi skal forstå ved begrebet dannelse, hvordan traditionen har behandlet begrebet og hvordan vi bør tænke dannelse overfor uddannelse. Bogens skrivestil giver til tider læseren fornemmelsen af at læse et rytmisk og energisk filosofisk digt, der i sin helhed udgør et udførligt svar på det sokratiske spørgsmål ’hvad er dannelse?'. Der er tydeligvis tænkt over, at sproget skal være sprødt og næsten taktilt, sprællevende og uddannende i sig selv, hvilket ses i hans brug af filosofiske fagtermer, udrydningstruede ord og tyske citater. 

Kom med dine midler

Viden er magt, viden er midler til modstand. Send os din artikel, dit digt, dit billede eller andre midler til midlertilmodstand@gmail.com senest d. 1. maj.

Skrevet af Silas L. Marker

Første nummer af Midler udkom i marts og har været en stor succes. Nu er vi i gang med Midler #2, og vi vil meget gerne dele dine midler – enten i det trykte blad, på bloggen eller begge steder. 

Vi har ikke nogen specifikke krav til, hvad artiklerne skal handle om; bare de er midler til modstand. Derfor kan din artikel både være argumenter mod nedskæringerne, en opfordring til handling mod dem, en beretning om nedskæringernes konsekvenser eller noget fjerde. Vi modtager også meget gerne billeder, digte, videoer eller andet, der kan inspirere andre studerende og ansatte. Se evt. de andre artikler her på bloggen for inspiration. 

Bladet er for alle, der er interesserede i at forbedre vores vilkår. Derfor håber vi på, at du vil skrive til os, uanset om du er studerende eller ansat, og uanset hvilke politiske holdninger du i øvrigt har. Du behøver heller ikke at være en ferm, rutineret skribent; bare du har noget på hjerte. 

Midler er ikke bare endnu et videnskabeligt tidsskrift på universitetet. Vi er et medium for det arbejde, der er nødvendigt for at standse forringelserne og redde universitetet. Derfor er målet med bladet også at engagere andre ansatte og studerende. Vores artikler skal give viden og inspiration til kampen, og vi håber, at du vil dele din viden, inspiration, holdninger og erfaringer med os.

Send dine midler til midlertilmodstand@gmail.com senest d. 1. maj.

Når nok er nok – en fortælling fra blokaden

Når politikerne slår på os, må vi slå igen. Karakterkrav vil blokere for adgangen til gymnasiet, så en mandag morgen blokerede vi deres ministerium.

Skrevet Sally Morks

Det er mandag morgen, og klokken er 6:15. Mens solen langsomt stiger op, og gør skyerne let rosa, cykler vi 3 styks aktivister mod Frederiksholms kanal. Vi skal ind og blokere undervisnings-ministeriet. Blokere rigtigt. Vi har aftalt at mødes klokken 7, så vi kan stå klar, når embedsfolk, ministersekretærer og ministeren selv vil ind i bygningen. For det synes vi ikke at de skal.

Det hele starter cirka tirsdagen forinden, hvor vi vender den alvorlige situation - den kommende gymnasiereform. Selvom reformen endnu ikke er fremlagt, ved vi allerede nu, at den kommer til at indeholde et karakterkrav på 4 til gymnasiet. I praksis betyder det, at 10% af os ikke vil kunne komme ind på gymnasiet, at 26% af HF'erne ikke vil kunne gå på HF, og at 28% af os, hvis elever forældre er indvandrere, ikke vil have adgang til en gymnasial uddannelse. Derfor bliver vi enige om, at vi må handle. Vi bliver enige om, at det er slut med at være søde, og sætter os for, at blokere for undervisningsministeriet. Vores logik er ret simpel - hvis politikerne vil blokere for vores adgang til uddannelse, er der kun én ting at gøre - at blokere for deres politik.

Hvad kan vi gøre ved nedskæringerne?

Nedskæringerne på vores uddannelser rammer os hårdt. Det er tid til, at vi organiserer os og siger fra sammen gennem aktivisme.

Skrevet af Silas L. Marker

Vi er nødt til at gentænke vores rolle som universitetsstuderende. Lige nu er vi passive modtagere af politikernes beslutninger. Politikerne skærer ned og reformerer, og vi indordner os. Det er næsten som med vejret; vi bliver måske sure og bander lidt for os selv, men vi føler ikke, at vi kan gøre noget ved det. Dén holdning skal vi lave om på. Vi skal gå fra passive modtagere af politik til aktive, handlende studerende. For universitetet er vores.

Vi har aldrig fået nået foræret
Historien har vist os, at vi kan opnå meget, hvis vi står sammen. Hele samfundet i dag er resultatet af kampe. Vi har hverken fået gratis uddannelse, demokrati, SU eller velfærdssamfundet foræret. Nej, vi har kæmpet os til det. Det er ikke dalet ned fra himlen, og det er ikke kommet, fordi politikerne var i gavehumør en dag. Faktisk er det heller ikke udtryk for, at de godt kunne se, at det var klogt, eller at det var økonomisk smart. Det er kommet, fordi brede, folkelige bevægelser har kæmpet for det. Bevægelser uden for Folketinget – arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, elev- og studenterbevægelsen etc. – stod sammen, kæmpede og sejrede, og det har skabt det samfund, vi har i dag.

Reformerne, konkurrencestaten og magteliten

Reformerne af det danske uddannelsessystem er en del af opbygningen af konkurrencestaten. De er ikke nødvendige men gjort mulige af et smuldrende demokrati, hvor en magtelite af virksomhedsforvaltere har stor indflydelse – blandt andet i universitetsbestyrelserne. Reformerne vil fortsætte, medmindre vi gør op med konkurrencestatens logik.

Skrevet af Christer Kold Lindholm

Foto: Anders Fjeldberg/Uniavisen.

Fremdriftsreformen var en lov, indført i 2013, der gjorde det til et krav for universiteterne at nedbringe tiden som de studerende gennemsnitligt brugte på at gennemføre deres studie. Konsekvensen var en øget administrativ kontrol: nu skulle studerende tvangstilmeldes eksamener og 60 ECTS om året.

I 2014 blev yderligere reformer bekendtgjorte, navnlig ”dimensionering”. Dimensionering handler om at uddannelserne skal forøge eller formindske deres optag af studerende alt efter hvor hurtigt kandidaterne kommer i beskæftigelse. Reformen lagde op til at nedlægge 4000 studiepladser i alt.

I 2015-16 blev vidtrækkende besparelser indført i uddannelsesinstitutionerne. Som alle ved forårsagede dette afskedigelsen af over 500 medarbejdere ved KU.

Tavshed og frygt – ledelsen af KU

Økonomien styrer universitetet og skaber en ledelsesstruktur præget af frygt og tavshed. Det skinner tydeligt igennem ved de seneste fyringer. Thomas Højrup, nu påtænkt afskediget professor, beretter her fra indersiden af undervisergangen.

Skrevet af Thomas Højrup, professor ved SAXO

Foto: Kristian Jensen

Når man står over en modstander, er det altid vigtigt at finde ud af, hvem han er, og hvad det er bag ham, der skaber ulykkerne. Man kan sige, at det er en kortsynet regering, der ikke satser på videnssamfundet, en regering og en herskende neoliberal opinion, som Ulf og Ralf gør hvad de kan for at bremse i at skade vort universitet. Man kan også sige, at vi har haft en universitetsbestyrelse, der ikke allerede for længe siden tog højde for, at en venstreregering ville negere den forrige regerings politik og sætte ind med massive besparelser selv på universitetsforskning og -undervisning. Set i bakspejlet ville en forudseende ledelse i tide have bygget reserver op til at overleve en sandsynlig nedskæringspolitik i stedet for at bruge dem op, mens vi var under en socialdemokratisk og radikalt ledet regering med dårlige opinionstal og ringe chancer for at blive genvalgt.

Men før man angriber vore dekaner og rektor, og beskylder dem for dårlig ledelse, så er det måske klogt at betragte ledelsen ikke som uansvarlige personer, men som en ledelsestype, der er skabt af styreformen (og ikke omvendt) og som handler rationelt i dens ånd (men ikke nødvendigvis elsker denne ånd). Det er for vort fakultets vedkommende første gang, vi i den grad mærker konsekvenserne af universitetsloven, der afløste styrelsesloven af 1970 (som man næsten lige skal Google for at se kontrasten til situationen i dag). Universitetsloven og dens revision i 2005 erstattede den demokratiske styreform med et direktørstyre, hvis virkemåde slår tydeligt igennem nu. Det andet vi mærker er, at der er principiel forskel på at fyre en medarbejder pga. dennes adfærd og at fyre mange medarbejdere på grund af virksomhedens økonomiske situation. Den første skal personligt begrundes, det skal den anden ikke.

Er vi “kornfede”? - Nej

Enhver kan se, at tidl. uddannelsesforskningsminister Esben Lunde Larsen kom med en stor, fed løgn, da han kaldte vores uddannelser for kornfede. Nu mærker vi resultaterne af nedskæringerne.

Skrevet af Andreas Wandall-Holm (red. Anne-Sophie Sørup Nielsen)

”For mig at se har det ikke nogen konsekvenser for kvaliteten”

-        Esben Lunde Larsen

I oktober 2015 vedtog Folketinget besparelser på de danske uddannelsesinstitutioner på i alt 8,7 mia. kr. Dette skete ud fra den påstand, at disse institutioner var ”kornfede”. På universitetsområdet hævdede Esben Lunde Larsen, at besparelserne burde kunne hentes via ”effektiviseringer” og udtalte, at ”for mig at se har det ikke nogen konsekvenser for kvaliteten”[1]. Nu har universiteterne haft tid til at reagere på besparelserne og jeg vil med et lille udpluk af historier fra Det Humanistiske Fakultet på KU illustrere, at det er direkte løgn, at der ikke er sket kvalitetsforringelser på uddannelserne.

Fra afmagt til modmagt

Universitets modmagt er netop viden om det væsentlige, altså viden som provokerer vores idé om orden, en orden som aldrig er andet end skin, og denne viden er for alle.

Skrevet af Rasmus Grønbæk

Universiteternes historier er spækket med brud, diskontinuitet og nydannelse, men spørgsmålet som melder sig her er, hvor hybrid eller transformativ en idé, der skal til før den ophører med at være sin samme idé?  Universiteternes opkomst i Europa sker sporadisk, på forskellige vilkår, og mere eller mindre forskellige værdier. Men grundideen er den samme; det er en organisering af lærdom på egalitære præmisser, en formation  som konstitueres i universitetets spæde opkomst. Oplysning og kultur blev i takt med byernes vækst i den tidlige middelalder, hyppigere efterspurgt af folk fra nær og fjern.

Domkirkerne, som dengang havde del i de åndelige studier blev mødt af folkets begær efter erkendelse og indsigt, og  efterhånden udviklede domkirken sig til at varetage højere undervisning, et studia publica. At universiteterne var publikke betød, at de var tilgængelige for alle, der blev ikke differentieret efter egn, orden eller sågar land.

Friheden til at studere

Hvis klassisk græsk lukkes, er det et perfekt symbol på den retning, vores samfund bevæger sig i i sin fornægtelse af den arv, vi har fra grækerne: Troen på vigtigheden af viden og dannelse.

 Skrevet af Rasmus Bro Clemmensen

Også bragt i Weekendavisen d. 29. januar

Foto: Kristian Jensen

Hvis klassisk græsk lukkes, er det et perfekt symbol på den retning vores samfund bevæger sig i i sin fornægtelse af den arv vi har fra grækerne: Troen på vigtigheden af viden og dannelse.

Mens jeg sidder og læser til eksamen, modtager jeg pludselig en mail om, at mit fag, klassisk græsk, næste år ikke optager flere studerende og formentlig derefter lukkes. At det er en katastrofe, at vi på den måde afskærer kontakten til vores kulturelle og politiske fundament og alvorligt skader et af de dygtigste fagmiljøer i landet, er allerede blevet kritiseret i en række artikler i landets dagblade.

Men denne faglukning leder dog også til nogle mere generelle overvejelser, nemlig hvorfor der blandt alt denne luksus ikke er råd til at forske i vores kulturelle grundlag. Hvordan kan et så rigt samfund være så fattigt, at vi ikke har råd til at tænke over de allermest essentielle ting?

En tabsliste for universitetet

Hvordan rammer nedskæringerne hos helt præcist? Midler har samlet en tabsliste for at få overblikket. Skriv til os på midlertilmodstand@gmail.com om, hvordan dit studie bliver ramt, så kan vi opdatere listen løbende.

Skrevet af Frederik-Emil Friis Jakobsen

Ifølge den tilpasningsplan som Københavns Universitet har fremlagt, skal der over de næste tre år spares 500 millioner kroner. En besparelse af den størrelsesorden kommer naturligvis til at medføre forringelser af undervisningen, men det er samtidigt svært helt at begribe, hvor meget fraværet af en halv milliard kr. betyder for vores undervisning. Ydermere fortages den konkrete implementering af besparelserne på institutniveau, så hvis man vil forstå, hvad nedskæringerne egentlig gør ved vores universitet, må man ty til andre midler.

Det følgende er et forsøg på at kortlægge og opsummere nedskæringernes konkrete virkninger – på tværs af institutter og fakulteter. For det er os alle, studerende såvel som ansatte på hele universitetet, der bliver ramt. Det er vores håb, at et overblik over nedskæringernes voldsomme omfang og virkninger vil skabe forståelse for hvor voldsomt et indgreb, der er tale om, og inspirere til fælles modstand på tværs af hele universitetet.