onsdag den 2. marts 2016

Er vi “kornfede”? - Nej

Enhver kan se, at tidl. uddannelsesforskningsminister Esben Lunde Larsen kom med en stor, fed løgn, da han kaldte vores uddannelser for kornfede. Nu mærker vi resultaterne af nedskæringerne.

Skrevet af Andreas Wandall-Holm (red. Anne-Sophie Sørup Nielsen)

For mig at se har det ikke nogen konsekvenser for kvaliteten”
-        Esben Lunde Larsen

I oktober 2015 vedtog Folketinget besparelser på de danske uddannelsesinstitutioner på i alt 8,7 mia. kr. Dette skete ud fra den påstand, at disse institutioner var ”kornfede”. På universitetsområdet hævdede Esben Lunde Larsen, at besparelserne burde kunne hentes via ”effektiviseringer” og udtalte, at ”for mig at se har det ikke nogen konsekvenser for kvaliteten”[1]. Nu har universiteterne haft tid til at reagere på besparelserne og jeg vil med et lille udpluk af historier fra Det Humanistiske Fakultet på KU illustrere, at det er direkte løgn, at der ikke er sket kvalitetsforringelser på uddannelserne.


1.      Som en direkte konsekvens af besparelserne lukker universitetet som minimum i 2016 for optaget på uddannelserne Moderne Indien, Eskimologi, Finsk, Hebraisk, Indologi, Sydøstasien, Tibetologi, Klassisk græsk, Indoeuropæisk, Balkanstudier, Indianske sprog og kulturer, Tyrkisk og Polsk. Det kan selvfølgelig hævdes, at man meget effektivt hindrer et fald i kvaliteten af et produkt ved helt at stoppe produktionen. Men uanset hvad må et optagelsesstop opfattes som en forringelse af KU’s samlede uddannelsesudbud.

2.      På faget Retorik har de et kursus, hvor der i fagbeskrivelsen står: ”Den studerende tilrettelægger og arbejder med et individuelt tilpasset stemmetræningsprogram med henblik på udviklingen og realiseringen af eget stemmepotentiale”[2]. Faget er et praktisk fag, hvor man har behov for at høre sin egen stemme for at lære at bruge den optimalt. Indtil nu har holdene derfor været begrænset til ca. 10 studerende, så den enkelte stemme kan høres. På grund af besparelserne vil holdene nu bestå af ca. 45 studerende og det er svært at forestille sig, at kvaliteten ikke forringes, når fire gange så mange skal kunne høre sig selv i det samme lokale.

3.      På kandidatuddannelsen i Filosofi er to af kun fem kandidatkurser, der var planlagt i forårssemestret 2016, blevet aflyst pga. besparelserne. Dette er uden tvivl en forringelse af en allerede skrabet kandidatuddannelse, da det formindsker muligheden for specialisering markant. Desuden er mange studerende nu kommet i klemme. Studerende Lasse Andersen mangler to kurser før specialet og er grundet et tilvalg i Statskundskab i forvejen begrænset når det gælder, hvilke kursustyper han må vælge. Med det nuværende kursusudbud og som konsekvens af fremdriftreformen er han tvunget til at læse begge sine sidste kurser som selvstudier uden undervisning, da de kurser han mangler ganske enkelt ikke udbydes. Et af disse kurser er et kursus i formidling og det er svært at forestille sig, at kvaliteten af dette kursus ikke forringes, når man ikke har nogen at formidle til.


For mig at se viser ovenstående eksempler tydeligt, at det var direkte løgn, da Esben Lunde Larsen hævdede, at besparelserne ikke ville sænke kvaliteten på uddannelserne. Nedskæringer betyder i denne omgang kvalitetsforringelser og begrebet ”effektivisering” er ikke en trylleformular, der laver bly til guld.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar