Hvordan rammer nedskæringerne hos helt præcist? Midler har samlet en tabsliste for at få overblikket. Skriv til os på midlertilmodstand@gmail.com om, hvordan dit studie bliver ramt, så kan vi opdatere listen løbende.
Skrevet af Frederik-Emil Friis Jakobsen
Skrevet af Frederik-Emil Friis Jakobsen
Ifølge den tilpasningsplan som
Københavns Universitet har fremlagt, skal der over de næste tre år spares 500
millioner kroner. En besparelse af den størrelsesorden kommer naturligvis til
at medføre forringelser af undervisningen, men det er samtidigt svært helt at
begribe, hvor meget fraværet af en halv milliard kr. betyder for vores
undervisning. Ydermere fortages den konkrete implementering af besparelserne på
institutniveau, så hvis man vil forstå, hvad nedskæringerne egentlig gør ved
vores universitet, må man ty til andre midler.
Det følgende er et forsøg på at
kortlægge og opsummere nedskæringernes konkrete virkninger – på tværs af
institutter og fakulteter. For det er os alle, studerende såvel som ansatte på
hele universitetet, der bliver ramt. Det er vores håb, at et overblik over
nedskæringernes voldsomme omfang og virkninger vil skabe forståelse for hvor
voldsomt et indgreb, der er tale om, og inspirere til fælles modstand på tværs
af hele universitetet.
Tabsliste for Københavns
Universitet:
Film- og Medievidenskab: De respektive årgange er slået sammen til færre hold, med
langt flere studerende på. Der er nedlagt valgfag på kandidatuddannelsen
Filosofi: To undervisere fyres. De skriftlige opgaver får ikke
længere nogen vurdering af en underviser, al feedback finder sted studerende
imellem. Seminarholdene sammenlægges, så der nu gives seminarundervisning til
ét stort hold. Der nedlægges valgfalgshold og fag på kandidat-uddannelsen.
Antallet af vejledere til bachelorprojekter skæres ned.
Jura: Forsvaret af bachelorprojektet er afskaffet. Til specialet
skal de studerende nu prioritere tre fag, som de kunne tænke sig at skrive
deres speciale indenfor, uden at der dermed gives garanti for, at man kommer
til at skrive indenfor et af sine prioriterede fag.
Kemi: Vinderen af Årets underviser på Kemi i 2014 er blevet
indstillet til fyring.
Kommunikation og IT: Holdsammenlægninger på to kurser, så alle hold nu
modtager undervisning sammen.
MEF: Institut for Medier,
Erkendelse og Formidling
For samtlige fag på instituttet er
feedback på skriftlige opgaver afskaffet.
Pædagogik: Studiet har i længere tid være underbemandet og ramt af
langtidssygdom. Med nedskæringerne er der indført ansættelsesstop, hvilket
betyder, at de i forvejen overbebyrdede undervisere ikke umiddelbart kan
aflastes. I efterårssemesteret var der således kun fem vejledere til 47
bachelorprojekter (to af disse blev endda ekstraordinært indkaldt) og med
ansættelsesstoppet ser dette ikke ud til at blive bedre.
Retorik: Næsten al holdundervisning på faget er nu erstattet af
forelæsninger. Stemmebrugslinjen på kandidatuddannelsen er blevet nedlagt, og
der er også udsigt til, at kurset ”Stemmebrug” på grunduddannelsen bliver
nedlagt. Retorikfagets populære tilvalgspakke bliver også sparet væk.
Russisk: To fratrådte stillinger genopslås ikke, hvilket for
nuværende umuliggør undervisning i lingvistik og historie på studiet.
SCIENCE, Det Natur- og
Biovidenskabelige Fakultet: På SCIENCE er
der giver 82 fyringsvarsler.
Sociologi: På sociologi er der netop nu ved at blive lavet en ny
bachelorstudieordning der skærer øvelsestimer væk fra teorifagene. Der vil
forsvinde 20-30% af undervisningstimerne i forhold til den nuværende
studieordning.
Statskundskab:
Minimum fire ansatte fyres. Studiets rustur for nye studerende er blevet sparet
væk, hvilket skader studiemiljø, kan betyde øget frafald og dermed i sidste
ende udgøre en risiko for studiets STÅ-taxameter.
Teologi: Der afskediges fem ansatte.
Thai- og Sydøstasienstudier: Fra juni er der ikke længere nogle uddannede undervisere
tilbage på faget.
Tibetologi: Faget har pt. en fuldtidsansat og en deltidsansat
underviser. Af disse er den fuldtidsansatte blevet indstillet til fyring, og
kombineret med ansættelsesstoppet betyder det altså, at man på studiet kommer
til at stå uden nogle fuldtidsansatte undervisere.
ToRS, Institut for
Tværkulturelle og Regionale Studier: 10 af
instituttets fag er ramt af optagelsesstop, hvilket medfører yderligere
økonomisk pres, da man ikke kan regne med nogen indkomst for næste år. Over 20
ansatte afskediges. Den planlagte udbygning af instituttets fagcafé, der blev
inddraget for at gøre plads til opførslen af de nye bygninger på KUA, er
aflyst.
Tabslisten er åbenlyst langt fra
komplet, og vi vil gerne opfordre alle læsere til at kontakte os, og informere
om hvordan deres studier bliver påvirket. Jo mere vi ved, desto bedre
forståelse kan vi får for nedskæringernes konsekvenser, og hvordan de rammer os
alle.
Ydermere vil selv en komplet
liste ikke afsløre hele omfanget af besparelserne. Af de godt 500 stillinger
som det er varslet skal nedlægges, er mere end 200 såkaldt frivillige
fratrædelser. Det er altså langt fra sikkert, at vi som studerende overhovedet
ved hvilke og hvor mange ansatte, der forsvinder fra vores studier og
institutter. Og endelig kan man af KU's tilpasningsplan læse, at der vil komme
endnu større besparelser frem til 2019. En kortlægning af nedskæringernes
øjeblikkelige konsekvenser, hvor voldsomme de end er, er altså kun en
kortlægningen af besparelsernes begyndelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar