Tavshed og frygt – ledelsen af KU

Økonomien styrer universitetet og skaber en ledelsesstruktur præget af frygt og tavshed. Det skinner tydeligt igennem ved de seneste fyringer. Thomas Højrup, nu påtænkt afskediget professor, beretter her fra indersiden af undervisergangen.

Skrevet af Thomas Højrup, professor ved SAXO

Foto: Kristian Jensen

Når man står over en modstander, er det altid vigtigt at finde ud af, hvem han er, og hvad det er bag ham, der skaber ulykkerne. Man kan sige, at det er en kortsynet regering, der ikke satser på videnssamfundet, en regering og en herskende neoliberal opinion, som Ulf og Ralf gør hvad de kan for at bremse i at skade vort universitet. Man kan også sige, at vi har haft en universitetsbestyrelse, der ikke allerede for længe siden tog højde for, at en venstreregering ville negere den forrige regerings politik og sætte ind med massive besparelser selv på universitetsforskning og -undervisning. Set i bakspejlet ville en forudseende ledelse i tide have bygget reserver op til at overleve en sandsynlig nedskæringspolitik i stedet for at bruge dem op, mens vi var under en socialdemokratisk og radikalt ledet regering med dårlige opinionstal og ringe chancer for at blive genvalgt.

Men før man angriber vore dekaner og rektor, og beskylder dem for dårlig ledelse, så er det måske klogt at betragte ledelsen ikke som uansvarlige personer, men som en ledelsestype, der er skabt af styreformen (og ikke omvendt) og som handler rationelt i dens ånd (men ikke nødvendigvis elsker denne ånd). Det er for vort fakultets vedkommende første gang, vi i den grad mærker konsekvenserne af universitetsloven, der afløste styrelsesloven af 1970 (som man næsten lige skal Google for at se kontrasten til situationen i dag). Universitetsloven og dens revision i 2005 erstattede den demokratiske styreform med et direktørstyre, hvis virkemåde slår tydeligt igennem nu. Det andet vi mærker er, at der er principiel forskel på at fyre en medarbejder pga. dennes adfærd og at fyre mange medarbejdere på grund af virksomhedens økonomiske situation. Den første skal personligt begrundes, det skal den anden ikke.

Fordi der i vores tilfælde er tale om afskedigelser grundet ”institutionens situation” (hård nedskæring), kan de, der afskediges, ikke få nogen begrundelse for, hvorfor de er udvalgt. Det må kun være en økonomisk grund, ingen personlige forhold. Samtidig skal valget hvile på en vurdering af tre parametres betydning for hvem, der skal varetage faget fremover, det er: faglige kvalifikationer, opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer. Modsigelsen imellem disse to udsagn er eklatant, og den ophæves kun på den nedrige måde, at ”institutionens situation” indebærer, at kun lederen må kende grunden til, at lederen har valgt at ramme bestemte fag og personer for at nå sit nedskæringsmål. Den ansættende og afskedigende person er dekanen.

Fra demokrati til direktørstyre

Det betyder at den mest indflydelsesrige planlægning i årtier af, hvordan fakultetets (og hele universitetets) videnskabelige sammensætning, satsning, prioritering mv. skal tilrettelægges (med følger på meget lang sigt), foretages og besluttes af dekanen uden pligt til at oplyse nogen andre om grundene til de trufne beslutninger. Det er en horribel måde at planlægge en videns-institutions udvikling på og den står i skarp kontrast til, hvordan det blev gjort gennem et halvt årtusinde under de gamle styrelseslove. Her var en dekan valgt af videnskabsfolkene, ligesom en rektor var det – og i nyere tid institutlederne. Det var en konstitution, som sikrede, at de valgte ledere skulle planlægge universitets udvikling, prioriteringer mv. på grundlag af den videnskabelige udvikling, som kollegiet af fagfolk konstant drøftede og arbejdede med. 

Jeg var selv institutleder under den gamle styrelseslov og vi traf vigtige beslutninger om fagenes udvikling, prioriteringer af nye og gamle fagområder osv. drevet af intense drøftelser mellem fagfolkene om, hvor det kunne betale sig at satse for at nå ny indsigt og ny anvendelse af videnskab og forskning. Det var en kunst at være dekan, fordi alt dette skulle gå op i en højere enhed, som kunne tåle dagens lys, som man kunne argumentere offentligt for og som hver eneste medarbejder og hver eneste student kunne få oplyst, tage stilling til og have indflydelse på. 

Med den nye universitetslov (som interessant nok både R og DF stemte imod)  blev hele beslutningskompetencen samlet på de tre niveauer (med hver deres rådgivende organer) under en bestyrelse. Det er: rektor, dekaner og institutledere. De kan for hver deres underordnede enevældigt beslutte det, de finder bedst. Som en direktør kan det, der har fået delegeret beslutningskompetencen over virksomheden af sin bestyrelse. Og som står til ansvar for sine beslutninger. Hvis hans bestyrelse ikke mener, han har varetaget det ansvar at skabe det gode resultat (ifølge resultatkontrakten mv.) så vil han blive fyret. Det samme gælder i dag for de ”dekaner”, der har fået rollen som direktører i denne forstand, modsat en demokratisk valgt og fungerende universitets-dekan.

Ved siden af denne ledelsesstruktur har vi fra 1500-årene den meritering, som har ren fagvidenskabelig karakter. Her er det forskningsresultater og videnskabelig indsats, der er det afgørende – det er derfor vi udarbejder og bedømmer og forsvarer afhandlinger lige fra specialer til doktordisputatser. Hertil svarer de forskellige stillingskategorier efter kandidatniveauet, som går over stipendiat, adjunkt, lektor og docent til professor. Det lægges et enormt arbejde i denne – den indholdsmæssige og videnskabelige – side af universitetet, og det er den, der skal sikre ansættelse af de rigtige medarbejdere. Det nye er, at med den nye universitetslov fik lederne (rektor, dekaner og institutledere) hånds- og halsret over de videnskabelige medarbejdere. 

Det er dette, vi ser i en krisetid som nu: Alene ved et påbud fra minister til rektor om en bestemt besparelsesprocent får lederne til opgave at skille sig af med de forskere og undervisere, som lederen ikke selv betragter som nødvendige for at køre videre. Og en dekan skal træffe sin beslutning uden at oplyse hverken de implicerede eller fagmiljøet eller de studerende om noget som helst om den konkrete grund til at skære den enkelte medarbejder eller faglighed bort. 

Fordi det er forbudt at træffe afgørelsen ud fra alt andet end økonomiske overvejelser, er vi tilbage ved modsigelsen imellem 1) en ren økonomisk grund og 2) lederens vurdering af de nødvendige faglige kvalifikationer, opgavevaretagelse og personlige kvalifikationer. Som ingen af os har krav på og mulighed for at få at vide af lederen.

Usikkerhed, tavshed og frygt

Det er den måde, hvorpå vore universiteter nu ledes. Og et slemt resultat er, at ingen længere skal føle sig sikre på at de forbliver ansat. Ved at udpege succesfulde professorer og lektorer til afskedigelse – folk der leverer videnskabelige resultater, god undervisning og trækker fondspenge til huset - viser ledelsen samtlige medarbejdere, at ingen længere kan føle og skabe sig tryghed i ansættelsen ved at være gode fagfolk. 

En dekan-direktør kan med ”økonomi” som grund (være tvunget til at) fyre hvem som helst uden nogen faglig begrundelse. Det vil sige, at enhver vil for fremtiden kunne frygte at blive valgt ud til afskedigelse helt uden hensyn til, hvilken indsats hun og han har lagt i at udarbejde en afhandling (phd. eller disputats), blive lektor eller docent eller professor, yde en god undervisning, trække fondsmidler til faget osv. 

Faktisk er den eneste måde at sikre sig imod at blive sat på gaden at gøre sig til den til enhver tid værende leders aller bedste ven. Det er måske på kort sigt praktisk for den eneansvarlige leder, men det dårligst tænkelige grundlag for et frugtbart og engageret og sagligt miljø af forskere og undervisere! Og dermed for at være leder. Frygt som ledelsesredskab og venne-tjenester til lederen som den enkelte medarbejders eneste middel til at skabe tryghed, det er hvad vi må leve med, så længe den nye styrelseslov får lov at være det legitime grundlag for universitetet.  

Hvor længe vil vi finde os i det? Og hvor længe vil dekaner og rektor, universitetets ledelse, bestyrelse og folketingets partier? Og offentligheden?  Det er vist til de sidste to niveauer vi fremover skal rette vores henvendelser for at komme videre med det principielle i sagen og angrebene, der rammer os.