Reformerne, konkurrencestaten og magteliten

Reformerne af det danske uddannelsessystem er en del af opbygningen af konkurrencestaten. De er ikke nødvendige men gjort mulige af et smuldrende demokrati, hvor en magtelite af virksomhedsforvaltere har stor indflydelse – blandt andet i universitetsbestyrelserne. Reformerne vil fortsætte, medmindre vi gør op med konkurrencestatens logik.

Skrevet af Christer Kold Lindholm

Foto: Anders Fjeldberg/Uniavisen.

Fremdriftsreformen var en lov, indført i 2013, der gjorde det til et krav for universiteterne at nedbringe tiden som de studerende gennemsnitligt brugte på at gennemføre deres studie. Konsekvensen var en øget administrativ kontrol: nu skulle studerende tvangstilmeldes eksamener og 60 ECTS om året.

I 2014 blev yderligere reformer bekendtgjorte, navnlig ”dimensionering”. Dimensionering handler om at uddannelserne skal forøge eller formindske deres optag af studerende alt efter hvor hurtigt kandidaterne kommer i beskæftigelse. Reformen lagde op til at nedlægge 4000 studiepladser i alt.

I 2015-16 blev vidtrækkende besparelser indført i uddannelsesinstitutionerne. Som alle ved forårsagede dette afskedigelsen af over 500 medarbejdere ved KU.

På overfladen virker formålet med disse reformer af uddannelsessystemet lige til: de handler vel om statens samlede økonomiske balance. Sofie Carsten Nielsen, uddannelsesminister i 2014 for Det Radikale Venstre, forklarede det nøjagtigt i kronikken ”Ingen unge må ende som stud.ubrugelig” (Politiken 24. september 2014): ”Målet er alene, at flere skal tage en uddannelse med gode jobmuligheder, og færre skal ende i arbejdsløshed.” Hun ”sender et meget klart signal til uddannelser” hvilket er nødvendigt fordi ”Vi kan og må aldrig igen acceptere så meget uddannelse til arbejdsløshed. Det ansvar skal både ministre, politikere og uddannelserne turde tage”.

Der er klart en økonomisk logik til stede i reformerne, men det handler ikke kun om den økonomiske bundlinje. For eksempel, i september 2015 fik foreningen Akademikerne indsigt i beregninger bag fremdriftsreformen. Det viser sig at Forsknings- og Uddannelsesministeriet forudsatte i deres regnskab at de studerende ikke overhovedet ville arbejde mindre ved siden af studiet. Hvis de studerende begyndte at bruge ikke meget mindre tid på studiejob, så ville reformen højst sandsynligt koste penge (”Beregningerne bag fremdriftsreformen holder ikke,” www.ac.dk, 11. september 2015). KU har i forbindelse med reformen opfordret til at alle skal være fuldtidsstuderende og officielt informeret om at timeantallet i studiejobs skal nedsættes betydeligt.

Vi kan i dag se at fremdriftsreformen kun var første led i en række lovgivninger med et længerevarende perspektiv: fremdriftsreformen i 2013, dimensionering i 2014, og nu besparelser på universitetet i 2015-16.

Konkurrencestaten

I hovedværket om samtidens danske stat, Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten (2011), får vi forklaret at disse ”uendelige reformer” er en del af forandringen af Danmark til en ”kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater…” (s. 206). Han vurderer at det nationale uddannelsessystem har en central plads i denne transformation og han beskriver ændringerne meget oprigtigt: skolens opgave er at uddanne unge til ”at stå til rådighed for arbejdsmarkedet – på markedets betingelser og helst livslangt” (s. 170).

Pedersens forskning i statens indretning giver os også et andet relevant fund. Han identificerer en indre del af statsforvaltningen der er tæt forbundet til EU, har et internationalt perspektiv og som næsten er immun overfor parlamentarisk kontrol: ”På tværs af regeringer og på tværs af politiske partier, akkurat som på tværs af offentlige og private interesser, er der en udbredt og stabil enighed om påvirkning af EU gennem dansk deltagelse… der er skabt selvstændige institutioner med det formål at fastholde stabilitet og enighed, selv når regeringsflertal skifter…” (s. 108-9).

Det er vigtigt at forstå at disse reformer har et perspektiv på op til flere årtier – det forventes simpelthen i embedsværket at borgerne ikke vil få indflydelse på dem. Det er også værd at bide mærke i at reformer med selvsamme logik bliver indført af Socialdemokratiske såvel som Venstre-regeringer, nemlig at uddannelse bør orienteres mod arbejdsmarkedet og virksomheders behov.

Konkurrencens magt

Den humanistiske filosof Bertrand Russell gav i bogen Power: A New Social Analysis (1938) et ganske anderledes syn på uddannelse: "Dette er opgaven for liberal uddannelse: at give en fornemmelse for tings værdi andet end dominering, at hjælpe med at skabe vise borgere af et frit samfund og igennem kombinationen af borgerskab med frihed i individuel kreativitet at gøre mennesker i stand til at give livet den pragt som kun så få har vist det kan opnå."

Der er ingen tvivl om at der er sket et brud med den humanistiske tanke om uddannelse. Som modstykke kan vi kigge på Sofie Carsten Nielsens kronik igen. Hendes tanker om frihed og arbejdsmarkedet er grundlæggende anderledes "Vil jeg så tage valgmuligheder fra de unge? Nej, jeg har stor tillid til de unge, og jeg tror på, at de tænker sig om, når de vælger uddannelse. Både hjernen og hjertet er med, når de sidder med oversigten over uddannelser… Målet er alene, at flere skal tage en uddannelse med gode jobmuligheder, og færre skal ende i arbejdsløshed."

Da Russell formulerede sin beskrivelse af befriende uddannelse var han særligt påvirket af de meget klare og bekymrende politiske forandringer i 1930’ernes Europa under den verdensomspændende økonomiske krise.

Sofie Carsten Nielsen formulerede, ligesom Russell, sit vigtigste mål for uddannelse med en verdensomspændende og fortsættende økonomisk krise i baghovedet. Men de to når frem til grundlæggende forskellige og modsætningsfulde konklusioner om hvordan samfundet kan overvinde problemerne.

Russell advarede dengang mod at øge centraliseret økonomisk styring. Han mente at regerende grupper i højere og højere grad, når de ser en ung person, vil tænke ”Her er materiale som jeg kan manipulere, som jeg kan lære at opføre sig som en maskine for at fremme mine formål”.

I de nye industrialiserede staters fremtid forventede han, at den største udfordring ville blive ”mekanisk magt”. Hos et styre baseret på mekanisk magt, forestillede han sig, ville især bureaukrater uddannet i økonomisk teori komme til at styre borgernes liv fra et magtfuldt, centraliseret statsapparat. De ville konstruere en menneskenatur der passer ind i deres regneark og maskiner, imens de selv mistede medfølelsen for borgernes individuelle frihed og ønsker til fremtiden.

Frihed = arbejde?
Idéer vi hører fra regeringspartier i Danmark lader til at stemme overens med det, Russell advarede imod: øget økonomisk styring og indførelse af økonomisk konkurrence i alle institutioner vil forbedre samfundet, mener de.

Bjarne Corydon, finansminister for Socialdemokratiet før sidste valg, går så langt som at definere frihed som arbejde i en artikel navngivet efter hans udtalelse ”Du er ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv” (Ræson 2015/4): ”… idéen om, at der skulle være nogen højere lykke i passiv forsørgelse er jo død og begravet. Tryghed? Ja. Lighed? Ja. Men arbejde frem for alt.”

Konsekvenserne af den økonomiske krise der begyndte i 2007 har været omfattende. Arbejdsløshed blev en stor trussel og i årtiet inden havde den industrialiserede del af verdenen, også Danmark, langsomt gået igennem en afindustrialiseringsproces hvor produktion og arbejdspladser blev flyttet til andre steder i verden hvor arbejderklasserne bliver hårdt undertrykt, især Kina der omkring år 2000 producerede halvdelen af hele verdens varer og hvor arbejderlønninger i industriregionerne var i gennemsnit omkring 4 kr. i timen.

Danske regeringers ”ansvar” blev demonstreret ved at de valgte at følge konkurrencestatens princip om at udsætte borgerne for konkurrence ved at øge arbejdsudbuddet – dvs. at stille folk til rådighed på arbejdsmarkedet for virksomhederne – og få studerende hurtigere igennem deres uddannelser. Ved at udsætte dem for konkurrence i kombination med afviklingen af velfærdsstaten skulle de genfinde en levevej og ”befri” dem selv.

Dette globale skift i den internationale økonomi kaldes ofte ”globalisering” og forbindes med ”neoliberalisme”. Der er en myte om at disse reformer er ”nødvendige” og at alle som taler imod dem har ”utopiske” forestillinger, fordi Danmark kan ikke ændre på det internationale system.

Bjarne Corydon fortæller derfor at ”Alle vestlige stater og mange ikke-vestlige stater er under et stort og stadig stigende konkurrencepres, og en konkurrencestat er en stat der reagerer på det vilkår og prøver at håndtere det bedst muligt”. Dette er et ekko af Pedersens beskrivelse: ”Konkurrencestaten [kan] ses som et forsøg på at mobilisere alle nationale ressourcer i en økonomisk kappestrid mellem folk, nationer og stater” (s. 80).

Det er ikke noget nyt

Faktisk så er denne myte en gammel doktrin, gentaget i en evighed. Men læseren er måske ikke klar over hvor antik forestillingen egentlig er. Platon, hvis politiske filosofi indtager pladsen i idéhistorien som fascismens inspirationskilde, fortæller os derfor om selvsamme doktrin, praktisk talt i parafraser, i hans værk Lovene fra det 4. årh. f.v.t.: Den mytiske konge der grundlagde bystaten Kreta ”fordømte massernes dumhed fordi de fejlede i at indse at alle [stater] er konstant involveret i en livslang krig imod alle stater… Alle stater er i sandhed, ved en naturlov, for evigt fængslet i en uformel krig imod alle andre stater”.

Kreta og Sparta anses for at have været de mest autoritære samfund i Europas historie. Mytemagere som Platon har således for evigt søgt at retfærdiggøre staters indretning som ”kamporganisationer”. Dem som kender Platons politiske filosofi ved at hans utopiske stat var regeret af en gruppe vogtere med absolut magt hvis højeste videnskab var matematik og ”denne gren af lærdom bør fastsættes ved lov og vi [må] bevirke at alle dem der tager del i statens højeste embeder påbegynder studiet af beregning…”

Dem der skaber politik i Danmark har lignende forestillinger om økonomisk videnskab og rationalitet hvilket får dem til at acceptere et lignende menneskesyn. I reformerne af uddannelsessystemet findes idéen om at individets sind afspejler det frie marked hvis naturlige tilstand er konkurrence der fører til økonomisk balance.

Corydon går dog med på, igen, at det ikke kun er økonomisk nødvendighed der har drivet uddannelsesreformerne, her især om folkeskolen: ”… hvis du ser på det, jeg forsøgte sammen med Helle Thorning-Schmidt, så var det at investere stort al vores politiske kapital i at gøre noget ved uddannelsesniveauet. Ikke tvunget frem af nogen økonomisk nødvendighed eller en budgetlov eller en EU-henstilling, men af holdningsmæssige årsager. Og venstrefløjen var imod.”

Magtens elite

Myten om en uforanderlige menneskenatur der leder til konflikt er selvfølgelig falsk. En langt bedre forklaring er nok en som er baseret på ny forskning i den danske magtelite, nemlig at økonomisk og udenrigspolitik afspejler magtelitens sammensætning.

Ellersgaard og Grau er forfatterne til de to afhandlinger om Danmarks magtelite fra 2015. Cirka halvdelen af den danske magtelite er virksomhedsforvaltere. De er især indrettet dynastisk, ligesom kongelige styrerformer, og deres magt er kun vokset de sidste mange årtier med globalisering.

Magteliten i Danmark har en ”indre cirkel” som deler et idéfælleskab og hvis indflydelse findes i alle vigtige institutioner. De er nøjsomt engagerede i folkeskolens og universitetets forvaltning. Forskerne forklarer det sådan: ”disse kontakter mellem topbureaukrater, politikere og virksomhedsforvaltere er også institutionaliserede gennem kommissioner, råd og rådgivende organer i regeringsagenturer… Hos de otte danske universiteters bestyrelser er en-tredjedel (fem af 15) bestyrelsesmedlemmer en del af den indre cirkel” (Ellersgaard, s. 177).

Grau (s. 67) skriver at individer med flere høje positioner ”kan importere logikker fra et felt til et andet. Dette er ofte det erklærede formål med mellem-sektorelle bånd. Et universitet får en ’bedre forståelse’ for erhvervslivets behov når bestyrelsen har en administrerende direktør eller en erhvervsformand blandt dets medlemmer”.

Der er en klar sammenhæng mellem magteliten, de udemokratiske, EU-orienterede organer i staten og det globale arbejdsmarked: som virksomhedsforvaltere er de interesserede i at øge globaliseringen af arbejdsmarkedet og i at yde indflydelse på statens økonomiske budget. Der må uden tvivl være en følelse af afmagt blandt visse politikere på Christiansborg.

Hypotesen at international politik afspejler en stats magtelite er gammel. Selveste Adam Smith, som regnes for grundlæggeren af liberalismen, var humanist nok til allerede i 1776, i hans berømte The Wealth of Nations, at drage netop denne konklusion for det britiske imperium dens økonomiske politik: ”Alt til os selv og intet til andre mennesker, dette lader til, i hver eneste af verdens tidsaldre, at have været menneskehedens herskeres afskyelige lærersætning.” 

Det er heller ikke svært at genkende denne ”import af logik” i den offentlige debat. For eksempel gav prorektor for forskning og innovation Thomas Bjørnholm sit store forsvar mod nedskæringerne i Politiken 21. oktober 2015: ”Udviklingen på Københavns Universitet skal ses som en del af en større helhed. I takt med at reformer og globaliseringsmidler har gødet jorden for de danske forskningstalenter, har erhvervslivet i stor stil taget ansvar og støttet op om Danmarks omstilling til en vidensøkonomi.” Han argumenterer på logikkens præmisser at ”den frie forskning, som er drevet af nysgerrighed” er nødvendig fordi ”I industriens miljøer kan de omsætte den forskning til konkrete og kommercielt interessante produkter og processor…”

Corydon fortæller om en forbindelse mellem frihed og arbejde der minder om denne forbindelse mellem forskning og produktion: ”Der er en dyb erkendelse af det ødelæggende ved at være udenfor arbejdsmarkedet for folk i den arbejdsdygtige alder – det er jo en åndelig erkendelse, som er støttet af chokerende statistikker.” ”Jamen du er jo ikke fri, når du ikke kan forsørge dig selv, så lever du i et eller andet omfang på andres nåde.”

Opsummering

For at opsummere: reformerne af det danske uddannelsessystem er en del af opbygningen af konkurrencestaten. De er ikke nødvendige men gjort mulige af et i nogle aspekter smuldrende demokrati. Forskning viser at Danmark har en stærk magtelite præget af virksomhedsforvaltere. Deres indflydelse omfavner universitetsbestyrelserne, statsforvaltningen og Socialdemokratiet og Venstre. De vogter over statens orden ud fra et matematisk syn på verden og på menneskets natur. Deres magt er mekanisk: den udfoldes i økonomiske reformer hvor statens samlede produktion og konkurrenceevne står langt over individets frihed og fremtid.

Hvor længe dette kan fortsætte og hvor længe uddannelsesinstitutioner skal skabe ”materiale de kan manipulere for deres egne formål” vil være op til os.