Fra afmagt til modmagt

Universitets modmagt er netop viden om det væsentlige, altså viden som provokerer vores idé om orden, en orden som aldrig er andet end skin, og denne viden er for alle.

Skrevet af Rasmus Grønbæk

Universiteternes historier er spækket med brud, diskontinuitet og nydannelse, men spørgsmålet som melder sig her er, hvor hybrid eller transformativ en idé, der skal til før den ophører med at være sin samme idé?  Universiteternes opkomst i Europa sker sporadisk, på forskellige vilkår, og mere eller mindre forskellige værdier. Men grundideen er den samme; det er en organisering af lærdom på egalitære præmisser, en formation  som konstitueres i universitetets spæde opkomst. Oplysning og kultur blev i takt med byernes vækst i den tidlige middelalder, hyppigere efterspurgt af folk fra nær og fjern.

Domkirkerne, som dengang havde del i de åndelige studier blev mødt af folkets begær efter erkendelse og indsigt, og  efterhånden udviklede domkirken sig til at varetage højere undervisning, et studia publica. At universiteterne var publikke betød, at de var tilgængelige for alle, der blev ikke differentieret efter egn, orden eller sågar land.

Idéen om et universitet

Universiteterne voksede gradvist frem og udviklede studier som filologi, jura, teologi, kunst og medicin. Særligt for datidens organisation (læs: ledelse) var, at det var et fælles styre mellem lærere og elever. Vi kan således anerkende demokratiet som en art præposition for universitetsidealet, og det er, om noget blevet et af de mest truede idealer i nyere universitetshistorie, hvor de studerendes deltagelse i formelle beslutningsprocesser får karakter af ren proforma.

Selve ideen om et universitet henleder til tanken om en enhed, som i dette tilfælde stod for at varetage fællesskabet mellem undervisere og elever, og som blev forordnet i laug; universiteterne blev opdelt i flere forskellige laug, som henviste til nationer eller lande og hierarkier mellem lærere og elever. Mellem lærere og elever var elevernes korporation dog størst og havde stor indflydelse. Faktisk havde universitetet i Bologna en regel om, at rektor skulle vælges mellem de studerende, så længe han blot var fyldt 25 år og havde studeret i 5 år.  Universiteternes organisation var uafhængig af andre myndigheder på daværende tidspunkt, der var bogstaveligt og symbolsk talt ingen Esben Lunde Larsen, eller sågar kirkelige myndigheder som havde mere indflydelse end lærerne og eleverne havde det.

Universitetets modmagt

I disse dage hvor særligt humaniora er under anklage for sin manglende samfundsrelevans, intellektualisering, nytteværdi, eller hvad nu anklagen måtte gå på, er det nærliggende at understrege, at denne rigiditet fra universitetets side ikke omhandler et forsøg på stratificering (at hæve sig over debatten) eller idealisering (at ligegyldiggøre debatten). Universitet udviser sin mulige modmagt mod dets undertrykkelse ved at beskytte det forhold, at enhver har retten til at blive klogere på det liv hen lever og de forhold hvorom dette liv får betydning. Måden universitetet handler på i dag vidner ikke så meget om modmagt, som det gør om afmagt, og denne afmagt kan reelt kun mobiliseres til modmagt gennem dets studerende og ansatte.  

I Europa opkom mellem år 1100-1500 flere universiteter og som bekendt Københavns Universitet i 1479 hvis grundlæggende beskæftigelse var videnskaben, rettere, de spørgsmål, som lå datidens mennesker på sinde. Men i dag betyder spørgsmålene måske ikke så meget længere, der er i hvert fald en væsentlig diskrepans i anerkendelsen heraf; at vi påkalder os mere uddannelse på kortere tid. Det vidner om, at nødvendigheden for at vide bliver et spørgsmål om at vide tilstrækkeligt og derfor ikke viden om det væsentlige.

Universitetets modmagt er netop viden om det væsentlige, altså viden som provokerer vores idé om orden, en orden som aldrig er andet end skin, og denne viden er for alle.

At sige “jeg ved mere end dig” er en væsentlig del af et uddifferentieret samfund, som aldrig har betydet “jeg er mere intelligent end du er det”, men som alene henviser til den bestemte kontekst hvorom viden får værdi. Men at kunne sige “jeg ved mere end dig” kræver mod, noget som kræver en stor erfaring med sin genstand, om der skal bygges et hus eller skrives en bog.

For os på humaniora kræver det at vi lytter bagud i bøgerne og forud i nyhederne, mens vi balancere imellem politik, videnskab, kunst og kærlighed. Om end kun et meget lille indblik i den tidlige opkomst af universiteterne, er det værd at gøre til genstand for sammenligning med aktualiteten af samtidens universitet, hvilke værdier kan vi måle med den oprindelige idé om et universitet? Hvad skal universitet være for eftertiden?