Skrevet af Silas L. Marker, filosofistuderende ved Københavns Universitet
Der er mange fortællinger om, hvorfor vi skal skære ned. Uddannelses- og forskningsminister kalder nedskæringerne for ”sunde.” Mest famøst beskyldte Tørnæs’ forgænger vores uddannelser for at være kornfede. Han argumenterede, at der ikke var nogen vej uden om, at vi alle måtte ”vise samfundssind,” og at det nu altså var universitetets tur.
Nedskæringerne er altså nødvendige, må vi forstå, og så må vi bare bide tænderne sammen, tage ja-hatten på og "tænke på samfundets bedste."
Dermed gør den nuværende venstreregering sig til bannerfører for det paradigme, man populært kan kalde nødvendighedens politik. Nødvendighedens politikere argumenterer ikke ud fra de traditonelle standarder ”godt” og ”skidt,” men bruger nu en objektivitet til at vise, at deres beslutninger ikke er til diskussion. Deres beslutninger er endda slet ikke beslutninger, men rationelle og forventelige reaktioner på objektive, uforanderlige vilkår, som vi bare må indordne os under.
Inden for logik står nødvendighed i modsætning til mulighed. Siger man, at noget er nødvendigt sandt, hævder man samtidig, at det ikke i nogen anden tænkelig situation kunne være anderledes. Diskussionen, og dermed politikken, er slut.
Nødvendighedens problem er dens ansvarsfraskrivelse. Som Rune Lykkeberg skriver i bogen ”Alle har ret” fra 2012: “Demokratisk set gives der ikke politiske nødvendigheder. De, der hævder en “nødvendighed” har opfundet en “kunstig tredje,” som skal give dem det sidste ord og gøre dem, der taler imod dem, til uansvarlige og ufornuftige.” Den kunstige tredje, ansvarlighedens og nødvendighedens dommer, er diskussionens og politikkens værste fjende. Den afslutter politikken og gør den til administration. En god politiker i dag er ikke liberalist, socialist eller på anden måde ideologisk. Hun er en administrator, der handler ansvarligt i henhold til nødvendigheden. Hun indordner sig efter det fornuftige på samme måde, som man tager regnfrakke på, inden man går ud ad døren en regnvejrsdag.
Men som den slovenske filosof Slavoj Žižek jævnligt pointerer, er forestillingen om ideologiernes død den mest ideologiske forestilling af dem alle. Der bliver både kæmpet og ført politik – bare mest fra den ene side.
At skære i vores uddannelser er udtryk for et politisk valg, hvor uddannelse rykker ned af prioriteringslisten til fordel for noget andet. I virkeligheden kunne regeringen ligeså godt skære i kongehuset, erhvervsstøtten eller ministerlønningerne, eller undlade at købe nye kampfly. Som Rasmus Bro Clemmensen retorisk spørger i sidste nummer af Midler: ”Hvilke af disse ting er så vigtige, at vores samfund må opgive enhver åndelig stræben?” Man har selvfølgelig lov til at mene, at skattelettelser er bedre end god undervisning. Så lad os tage dén diskussion. Men at forringe vores uddannelser med henvisning til en objektiv nødvendighed er at kaste ansvaret fra sig og gøre politik til administration.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar