"Nødvendighedens politik" har dybe rødder i det politiske system. Kasper Milius Brandt prøver i denne analyse at forstå nedskæringerne med hjælp fra blandt andre Ranciere, Honneth og den tyske digter Bertolt Brecht.
Skrevet af af Kasper Milius Brandt
Jeg abonnerer selv på den, nødvendighedens politik. Ikke fordi jeg er tilhænger af den, men fordi den er altoverskyggende i sin karakter, dens projekt er totalitært og giver ikke plads til kritik. Opgøret med den kan ikke isoleres til eller vindes ved et studenteroprør eller et kryds på en stemmeseddel, men må angribes fra alle de, der bliver ramt af dens overgreb.
Det er ingen hemmelighed, at politik i dag synes overvældende marked-sorienteret og politisk visionsløs, men visionsløsheden er blot et symptom på noget mere fundamentalt, som udtryk for et bestemt paradigme, der med stor kraft ikke bare har inspireret de fleste partimedlemmer på blå blok, men i særdeleshed også har hægtet sig på nethinden af venstrefløjspolitikerne, således at de alle nu taler samme sprog.
Det er imidlertid en helt bestemt bevægelse der er i gang. Hvad der er særlig interessant ved den er, at den ved første øjekast tager sig ud og fremstilles som værende ikke-ideologisk, altså i nogen grad ikke-politisk, men at den i stedet må forstås som en naturlig udvikling af samfundet så at sige. Jeg vil imidlertid forsøge at anfægte denne neutralitet med et argument om, at netop dé, der erklærer deres igen position for ideologifri, gemmer på en anden og mere menneskelig sandhed.
Åndens begravelse og nødvendighedens politik
Partier på venstrefløjen, der tidligere har ageret de undertryktes vagthund og under- og arbejderklassens talerør, har over længere tid skiftet ham og det lader nu til, med deres nye, friske ansigt, har erstattet deres revolutionære ånd med en knap så oprørsk reformpolitik og politisk realisme, og den klare fortælling om muligheden for et radikalt anderledes samfund har iklædt sig en kappe af reformpolitiske tiltag. Eksempelvis har partiet SF ikke blot tabt dets virke som et socialistisk folkeparti, men har indfundet sig på en ny plads i det politiske spektrum, hvor det ikke længere tror på en omvæltning (hvordan denne så end skulle tage sig ud), men agerer i stedet indflydelsesparti for et ligeså værdiforladt Socialdemokratiet.
I samme boldgade kan nævnes Enhedslistens fadæse over partiets principprogram, der efter næsten 25 år stod har stået overfor en modernisering, som har resulteret i, at sproglige vendinger som ”demokratiske folkemagts-organer” og ”revolutionens nødvendighed” ikke længere anses for lige-så essentielle for partiet, at de ikke kunne udelades i deres principprogram.
Hvad vi her må holde for øje er ganske essentielt for overgangen til anden del af analysen, for disse lad os kalde dem politiske rammer som de gamle venstrefløjspartier nu er begyndt at arbejde inden for, kan ikke med rimelighed forsvares som naturgivne (med mindre man mener, at økonomi som fag bør forkaste sin egen historie og løsrive sig samfundsvidenskaberne), selvom det i grunden er den underliggende præmis for denne politik, som efterhånden er blevet de fleste politiske partiers absolutte nøgleord for diverse lovændringer og reformer (læs: nedskæringer).
I stedet må det læses som en slags ubevidst opportunisme og åndeløs overlevelse til fordel for en mere indflydelsesrig politik i et politisk univers, der virker ligeså værdiforladt. I hvert fald hvis vi godkender ideen om troen på den andens tro.
Troen på den andens tro og den opløste befolkning
Med et veletableret sprog som går igen hos de forskellige partier, og en fra befolkningens side fraværende mistro til måden de sammen beslutter at organisere samfundet på i dag, bliver forestillingen om dets naturgivne tilstand i sandhed reproduceret og forstærket, hvilket kun gør samfundskritikken endnu sværere. Dette kunne vi kalde ideologiens usynlige felt, der, hvor overbevisningen om den synes os så naturlig og fyldestgørende, at den ikke synes at indeholde et rum for kritik.
Nødvendigheden forklarer ganske vist også overfor befolkningen, at her ikke er tale om beslutninger som sådan, da politikerne selv er uden valg, men at der er tale om en form for nødvendigt onde, vi som samfund må gå i møde, for at komme helskindet ud på den anden side (hvad det så end skulle betyde). Det er nemlig nødvendigt at handle som de gør.
Politikkens umiddelbare grundlag har altså ændret karakter, fra at forholde sig til holdninger til og filosofier omkring menneskets væsen og gebærden sig i samfundet til nu at hovedsageligt at dreje sig om en økonomisk ansvarlig politik, som reducerer resten til sekundære spørgsmål, som en slags æstetiske ændringer når økonomien er sikret.
Vi står altså tilbage med en politik om økonomien som en art overideologisk størrelse, og ikke som en konsekvens af dominerende politiske tiltag og ideologiske overbevisninger. Bag dette forsøger fortalerne i hvert fald at forklæde sig. Og det har vist sig at give afkast, for hvem kan dog med rette sige en nødvendig politik imod?
Det er en position de færreste vil optage, og det især når størstedelen af den politiske elite siger det samme.
Renata Salecl (2010) giver imidlertid en glimrende begrundelse for udviklingen, for selvom vi i grunden godt kan være overbeviste om, at nødvendighedens politik måske slet ikke er så nødvendig alligevel, sætter vi alligevel lid til den andens overbevisning, fordi den betegner normen. Så længe den anden tror, tror vi andre også (eng.”belief in the belief of the others”) (Salecl 2010, 10). Alt andet lige skulle man sætte sig op imod majoriteten, hvilket er i strid med alle almene retningslinjer for vores fælles opførsel og betragtes enddog ofte som antidemokratisk.
I denne troen på den andens tro ligger selvfølgelig en skjult autoritetstro gemt, ikke som vi almindeligvis kender til den, men i og med at den anden har taget stilling, vælger vi mere eller mindre kritikløst at tale os ind i dennes sprog og holdninger.
Den enkelte undergår altså langsomt en form for afpolitisering, hvor valg og handlinger i højere grad komme til at afhænge af en (i visse tilfælde bevidst men stadig) blind tro på andres tro, og i mindre grad af vores politiske værdier.
Vi agerer derfor politisk lammede, som apolitiske væsener, der følger et ideologisk kodeks, men uden at kunne kritisere det, da det i samfundet optager en status som naturgivent, værdifrit og altså nødvendigt. Vi har her at gøre med en politik som i grunden overskrider sit eget projekt, hvor vores folkevalgte politikere træffer valg for os med et ikke nødvendigvis slående argument, men et, som ikke synes at kunne modsiges, nemlig at beslutningerne ikke træffes med deres gode vilje, men som en nødvendighed for samfundets bedste.
For det er netop det, som magthaverne vil have den enkelte til at tro. Således konkluderer Salecl, at ”Ideologies […] thrive on 'belief in the belief of others'”. Præmissen om en nødvendighedens politik køber vi måske kun til en vis grad, men netop fordi den hele tiden optræder i det politiske spektrum og dermed i befolkningens kollektive bevidsthed, begynder vi at omfavne ideen uden måske selv at tro på den.
”Du følger bare de ordrer, politiet giver dig, er det forstået?!”
Tilbage til politikernes opgivelse af principper og særlige værdier, lader det til, at det eneste gældende princip er økonomiens konstante positive vækst. Det elementært politiske forbliver på siderne i de mange lukkede bøger på hylden, og i stedet afgøres politik inden for den ramme, som Finansministeriet udstikker. Politikken kommer til i mindre grad at handle om fundamentale stridigheder og principielle uenigheder, og drejer sig nu mere om de forlig, der kan holde et givent parti inde i varmen.
Tilbage til politikernes opgivelse af principper og særlige værdier, lader det til, at det eneste gældende princip er økonomiens konstante positive vækst. Det elementært politiske forbliver på siderne i de mange lukkede bøger på hylden, og i stedet afgøres politik inden for den ramme, som Finansministeriet udstikker. Politikken kommer til i mindre grad at handle om fundamentale stridigheder og principielle uenigheder, og drejer sig nu mere om de forlig, der kan holde et givent parti inde i varmen.
Det synes efterhånden belejligt at inddrage Jacques Rancières tese om politikkens rolle, der netop ikke beror om forsoning eller overensstemmelse som man hurtigt ledes til at tro, men snarere den diametrale modsætning, uoverensstemmelsen. Uoverensstemmelsen skal ganske vist ikke forstås i sin konfronterende og aktive form, men i den grundlæggende forskellighed, der (ikke nødvendigvis) foranlediger forsoning eller kompromisdannelse, som moderne politik er reduceret til. Her er altså tale om politik som noget, der kommer til udtryk i negativ form, hos Rancière kaldes dissensus, som ganske vist indeholder et produktivt element. Rancière godtager altså ikke, at der er tale om politik, når samtlige partier opgiver det ene og det andet for at få en finger med i spillet, når det gælder om at sætte præg på de næste fire år.
For helt at forstå Rancière, må vi imidlertid undersøge hans tese om opdelingen mellem politi og politik. Først introduceres politiet:
"It is, first of all, a reminder of the obviousness of what there is, or rather, of what there isn't: "Move along! There is nothing to see here!" The police says that there is nothing to see on a road, that there is nothing to do but move along. It asserts that the space of circulating is nothing other than the space of circulation."
Og dernæst politik:
"Politics, in contrast, consists in transforming this space of 'moving-along' into a space for the appearance of a subject: i.e., the people, the workers, the citizens: It consists in refiguring the space, of what there is to do there, what is to be seen or named therein." (Ranciere: Thesis 8)
Det kan umiddelbart synes noget abstrakt med denne opdeling, men politik i daglig tale er reduceret til at være nutidens forvaltere af ro og orden, altså en slags ordensmagt. Med denne henvisning til politiet må forstås, at politik i vores almene opfattelse af begrebet netop ikke rækker ud over politiets på forhånd organiserede opgaver for ro og fred.
Politik i Rancières forståelse af begrebet er helt anderledes båret oppe af bruddene på denne orden, som politiet har til opgave at sikre. At sætte en fod i jorden, der, hvor politiet vil have dig til at gå, eller at forklare dine medmennesker, at der rent faktisk er noget på vejen, der, hvor politiet fortæller dig, at alt er i skønneste orden, dét er politik - at være i uoverensstemmelse med den givne ordens struktur. Det må naturligvis ikke reduceres til eller misforstås som at handle om modstand mod politiet som den udøvende magt, men som en aktiv stillingtagen til den politik, som opererer som politiet og ikke stille sig tilfreds med troen på den andens tro.
Det gælder dette kun for så vidt, at ens anke accepteres, det vil sige tages til overvejelse eller fører til social kamp. Den sociale kamp er for Axel Honneth netop det, der kendetegner bruddet med ordenen, eller mulighedsbetingelse for en overskridelse af denne. Det er nemlig kun for så vidt, at råbet om anerkendelse får karakter af at være relevant i samfundet, at det bestående vil øjne den implicitte fordring der ligger heri, og kun her vil reel politisk forandring blive mulig, eftersom at en løsning vil blive diskuteret eller en regulær kamp må udkæmpes (Honneth 2006, 184, 214).
For at vende tilbage til den nødvendige politik, er det netop dens (manglende) bevægelse, der gør sig gældende hos politiet - at arbejde for at opretholde ordenen intakt. Og når diverse partier kun kommer til orde ved indflydelse, gør de det kun ved ikke at stille spørgsmål til, hvad der ligger på vejen, men i stedet blot følge vejens forløb og se den anden vej, når dette ”ingenting” passeres. Når denne orden forsøges kritiseret, har sproget mulighed for at udvikle sig og den nuværende tilstand kan dermed overskrides.
Afpolitisering som fundament for politiet og de studerendes lovløshed
”Would it not be easier for the government to dissolve the people and elect another?” spurgte Bertolt Brecht polemisk, og man kunne passende svare, at her er tale om selvopfyldende profeti, for det er måske netop det, vi ser udfolde sig i dansk politik i dag.
Vi må ikke kun sige fra over for de institutioner, der i første omgang berører os selv, selvom den interne kritik skal bibeholdes og endda intensiveres, vi må sige fra over for et politisk system, der ikke anerkender kritik og opposition. Et system, som nationalt og globalt angiver virkelighedens forhold i den mindst medierede form, en dagsorden, som befolkningen i mindre og mindre grad får indflydelse på.
Indtil denne kritik tager til i styrke og kan danne grundlag for en bevægelse, der sender vibrationer ud til store dele af folket som modstandens mulighed overhovedet, forbliver vores klagesang bundet til bogstaverne på siderne i dette medie, og som inden næste udgivelse er glemt af de fleste, vores skriv vil være gjort til skamme og vores politiske kamp udstiller os kun som en lovløse enspændere, politikerne fortsætter deres vanlige gang ved forhandlingsbordet, og jeg selv, der ynder at gøre forskel, går tilbage til det, jeg var i gang med før jeg satte mig til at skrive. Her sørger politiet for ro og orden.
Tilbage er kun spørgsmålet om, i hvilken form overskridelsen af det etablerede skal tage sig ud i og hvordan man rammer den folkemængde, der skal til for at etablere end bevægelse, der tæller flere end den gruppe aktive studerende, der så bragt kæmper for vores uddannelser.
Litteraturliste
Brecht, Bertolt: The Solution, 1954.
Honneth, Axel: Kamp om Anerkendelse, 2006.
Rancière, Jacques: 10 Theses on Politics i Theory and Event. Vol. 5, No. 3, 2003.
Salecl, Renata: The Tyranny of Choice, 2010.
Spivak, Gayati Chakravorty: In a word: Interview. Gayati Chakravorty Spivak with Ellen Rooney, The essential difference, 151-184. Bloomington: Indiana University Press, 1994.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar