Skrevet af Alexander Thorvaldsen, studerende ved statskundskab på KU
 |
| Foto: Luna Stage |
Det er svært at komme til enten en fest eller en privat sammenkomst med medstuderende, hvor nogen ikke bringer nedskæringer eller fremdriftsreformen op som emne til diskussion. ’Nogen burde fandme gøre noget snart’ er næsten altid konklusionen efter en længere detour omkring det faktum, at vores universitet er godt 500 medarbejdere færre og at vi får mærkbart dårligere uddannelse fremover. En yndlingsunderviser på filosofi har fået en fyreseddel, der er mindre feedback, større hold og stadig for få undervisningstimer til at fylde en uge ud med studiet.
Engang imellem går vi alle nok og håber på, at alle studerende pludselig rejse sig fra klasselokalet og organiserer protester. For så er vi i hvert fald klar. Men så længe naboen ikke gør noget, venter vi passivt på sofaen. Jeg selv er begyndt at udfordre fremmede som venner, selv over fredagsbaren. Jamen det lyder fedt. Hvornår starter vi? Hvem skal med? Hvad tænker du vi kan gøre? Fedt nok. Indkalder du til et møde?
Som i videnskab således også i politik
På overfladen virker de store landvindinger inden for videnskaben som pludselige ryk, der næsten som ved et tilfælde opstår. Det kendte billede af en gråhåret videnskabs-m/k, som pludselig udråber ”Eureka!” midt i aftensmaden, fordi tankerne pludselig falder på plads. At vi sådan mere eller mindre tilfældigt forstår mere om kernefysikken, opfinder ny medicin eller pludselig finder hidtil ukendte kulturelle skatte. Sandheden er nok snarere, at årevis af hårdt arbejde og fejl på fejl ligeså langsomt giver resultater. At det for den udefrakommende virker overraskende og tilfældigt, men at der bag hver landvinding ligger timer og timer igen af nederlag og frustration. Men også at hver øv-oplevelse er et skridt på vejen mod det færdige produkt.
Min påstand er såmænd, at det samme gør sig gældende i politik. At de største sociale bevægelser i både Danmark og i verden aldrig pludselig opstår. Det værende borgerrettighedsbevægelsen i USA, studenteroprøret i 1968 eller fagbevægelsens resultater i Danmark. Det sker af organiseret vilje og som et langt, hårdt træk af ledere i stærke organisationer og grupper.
At selvom det kan synes trist igen at stå til en studenterdemonstration, og studiekammeraten kom aldrig som lovet og det flyttede ikke rigtig noget den dag. Måske regnede det endda. Så er det præcis det arbejde, som engang imellem bliver til succesrige kampagner. Når vi insisterer på, at vi konstant bygger ovenpå og uddanner stadigt flere aktive studerende. Når vi ved hvad vi vil og kan skabe gejst om konkrete kampagner.
Vi skal ikke sidde og vente passivt på, at vores medstuderende pludselig selv mobiliserer eller begynder studenteroprøret 2016. Vi skal give dem et fællesskab at udøve deres meninger i, et mål om konkrete forbedringer af deres uddannelser og udadvendte aktiviteter, som kan flytte meninger og skabe resultater.
Vi starter i dag
Nogle siger, at golf er et ’heldets spil’. Des mere du spiller, des heldigere bliver du. Jeg håber endnu flere er klar til at spille golf for investeringer i uddannelse og imod regeringens nedskæringer på kloge hoveder. Her følger to konkrete måder, hvor vores vilje kan blive det første skridt mod et organiseret universitet.
Du kan gå forrest ved helt jordnært, at knytte dine studiekammerater og dine undervisere sammen omkring sagen. Til næste forelæsning kan du i pausen spørge forsamlingen, om de vil stå bag det skilt du har medbragt til lejligheden med budskabet om ”Nej til nedskæringer”. Underviseren kan holde skiltet og I kan sprede det på facebook. At én årgang på ét fag går forrest med en simpel aktion, som alle kan gennemføre, gør det nemmere for andre at følge i jeres sted. Dine medstuderende skal vide, at der findes et alternativ til nedskæringer. Din familie og bekendte skal se, hvad nedskæringer betyder for jer og Danmark. Snebolden skal rulle.
Du kan gå forrest med mere styrke, hvis du går med i dit fagråd eller HUMrådet og tager mere lederskab i arbejdet. Alle foreninger ender engang imellem med at køre i ring og fokusere på den næste fest eller andre menneskers møder. Her kan du være en ny og nødvendig energi. Hvis du insisterer på udadvendte og kollektive handlinger, som skaber opmærksomhed omkring nedskæringer og viser konkrete ønsker til forbedringer. Hvis du insisterer på, at der konstant skal flere med i arbejdet og at vi også skal opbygge kontakt med undervisere og ansatte. Arbejdet ligger lige for. Det er bare med at komme i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar